Statskundskab savner identitet

Af Peter Lykkegaard Hansen
Der har gennem de seneste mange år været hyppig og markant kritik af vores profession, statskundskab. Vi anses som fortløbende i djøfiseringen, som i manges øjne er ødelæggende for vores samfund. Statskundskab har et dårligt image for at bestå af en flok mennesker, der alene søger magten – uden formål og forståelse for andre fagligheder end vores egen.

Kigger vi på andre professioner, f.eks. lærer, pædagoger og advokater, så har disse nærmest en religiøs selvforståelse om et højere etisk ideal om at handle alene for klientens bedste uden egeninteresser. Omvendt så er vores ideal nærmest blevet det faktum at vi intet har.

Vi bygger stadig vores selvforståelse på Webers bureaukratimodel om at være politikernes viljeløse lakajer. Men hele debatten og kritikken om djøfiseringen handler netop om at vi har en selvstændig rolle – og vi udnytter den uden etisk formål.

En af vores største kritikere Jens Jonatan Steen fra tænketanken CEVEA beskriver os således “djøfere er en afgørende brik i samfundsudviklingen i Danmark. Der er brug for dygtige djøfuddannede. Men jeg mener også, at djøferne i særklasse kommer til at tjene deres egne interesser gennem deres magt og indflydelse. Det er bestemt ikke den enkelte djøfer, jeg vil hænge ud eller kalde et skadeligt element. Det er det system, der ligger bagved. Det er djøfernes selvforståelse og filosofi, jeg finder farlig”.

En filosofi der kort sagt handler om at vi er utrolig selvtilstrækkelige, hvor det kun er vores løsninger, der er de rigtige – og der er vist noget om snakken, når vi ynder at kalde os for magtens elite? Modsat andre professioner, der hylder et højere etisk formål, som advokaten der skal sikre en fair rettergang for alle, så meler vi vores egen kage.

Det er især denne egennytte maksimerende adfærd som er grunden til den massive kritik af djøfiseringen.

Statskundskab mangler simpelthen folkelig legitimitet som andre professioner, det mener professor Katrin Hjort, der siger at det kræver at vi få et etisk ideal som er mere end det tomme lakaj-ideal. For at få et ideal eller identitet som andre professioner, så kræver det også at vi får respekt for disse andres faglighed og logik.

Vores andet problem, udover egennytte, er vores selvtilstrækkelighed. Vi har nemlig meget lidt tilovers for andres faglighed og mener at vi ved bedst. Hvilket er paradoksalt i den forstand, at Statskundskab er en generalistuddannelse, der giver os kendskab til mange forskellige områder inden for lovgivning, ledelse, økonomi, organisation osv., men ikke dybdegående viden(som f.eks. jurister i jura), så vi er ikke rigtig eksperter i noget specifikt.

Dette skal ikke lyde som en kritik af vores uddannelse, jeg er stolt af at være statskundskaber og ved at vi har vigtige kompetencer for samfundet. Men jeg er kritisk overfor vores selvtilstrækkelighed, når vi ikke har dybere kendskab til noget, så savner jeg inderligt et etisk formål for vores profession.

Statskundskab kan ikke holde i længden til den vedvarende kritik af vores profession, så vi er nødt til at gøre op med de forestillinger om egennyttemaksimerende, magtbegærlige og selvtilstrækkelige statskundskabere, der uden etisk formål eller forståelse for andre styrer vores samfund.

Jeg tror vi kan lærer meget af pædagogerne, der gennem hele deres uddannelse bruger meget tid på egen professionsidentitet. Nu kommer så det store spørgsmål; hvad er vores identitet, hvis den ikke handler om at få magt?

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)