Skal vi dele bacheloropgaver?

Så er sommeren over os – og det betyder at rigtig mange medstuderende på Statskundskab den seneste tid har kæmpet hårdt for at få afleveret deres bacheloropgave. Drage et lettelsens suk, holde sommerferie og håbe man får en god karakter – og så smide opgaven ud… Det er da synd, når man kan udgive den.

Det er et kæmpe spild af studerendes arbejde, at man bare gemmer eksamensopgaver væk efter at kun underviser og censor har set dem og givet karakter. Vi taler her om også rigtig gode opgaver med høje karakterer på mellem 7-12, som har noget relevant at byde på med ny viden og spændende resultater.

Selvfølgelig er det ikke eliteforskning eller man er værdig til at blive professor efter at have afleveret sin bacheloropgave til et 10-tal. Men det er pissegodt håndværk efter de krav der stilles – og det skal ikke gemmes væk, men vises frem.

Da jeg skulle skrive bachelor var jeg i enorm tvivl om alt: Data, opbygning, struktur, sprog, litteratur osv.. Men især var jeg i tvivl om mit emne var nyt og spændende, for ville helst ikke skrive om noget alle andre havde skrevet om – også da de nok ville havde gjort det bedre end mig.

Jeg er sikker på, at studerende vil få meget ud af at læse hinandens opgaver, som inspiration til det faglige indhold, formel struktur og litteraturhenvisninger. At kunne læse andres tidligere opgaver vil kunne øge kvaliteten af besvarelserne, fordi man kan bygge videre på andres gode opgaver og den nye viden de har skabt.

Det handler ikke om at studerende skal springe over hvor gærdet er lavest, men hvorfor opfinde den dybe tallerken igen og igen.

Det er ikke de tekniske værktøjer, der forhindre os i at dele vores eksamensopgaver. Vi har masser af gratis muligheder for at dele filer over nettet.

Men det er selve kulturen på Statskundskab, der stopper os. Jeg tror, vi studerende er bange for at skulle offentliggøre vores opgaver, fordi vi har en nulfejlskultur. Selv dem der har fået ét 12-tal kan finde fejl og mangler ved deres opgave, der kan give dem grund til at gemme den væk. Men den nulfejlskultur bør vi få ændret og accepterer at vi er studerende – og har ret til at lave fejl. Jeg er sikker på at ingen undervisere forventer nulfejl eller eliteforskning under studiet, så det bør vi studerende heller ikke.

Vil mene, at alle der får 7 eller derover bør være så stolte af deres eksamensopgaver, at den godt kan offentliggøres og ses af medstuderende. Men selvfølgelig skal evt. hemmelige oplysninger fjernes først.

Vi har brug for en kulturændring på Statskundskab, så vi kan begynde at dele vores viden og besvarelser med hinanden. Det vi styrke den faglige kvalitet, da studerende så kan bygge videre på hinandens resultater og erfaringer.

Så tænk hvis man i studienævnet til at begynde med vedtog at alle bacheloropgaver, der var bestået med 7 eller mere skulle lægges på en fælles hjemmeside: F.eks. Statskundskab ved SDUs underside på Academia.edu, hvor man kan dele og følge forskningsopgaver af bl.a. studerende.

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)