DEBAT: Hvorfor vil I ikke være instruktorer?

DEBAT: Hvorfor gider studerende på Statskundskab ikke at søge stillinger som instruktorer? Det undrer lektor og formand for studienævnet, Christian Elmelund-Præstekær.

Når Institut for Statskundskab slå instruktorarter op, er der ingen der søger!

Det er frustrerende for os på undervisersiden, og det er spildte muligheder for jer på studentersiden. Vores jobs er über studierelevante og ganske velbetalte, så hvad pokker sker der?

Nuvel, vi får jo besat de fleste stillinger, så selvfølgelig er der nogle, der søger. Det undrer mig bare, at der ikke er flere, der griber chancen.

Som instruktor kan man ikke undgå at få trænet sine formidlingsevner, og jobbet kræver stor selvstændighed. Man skal også kunne både planlægge og improvisere i undervisningssituationen og i det hele taget bevare roen og holde overblikket.

Alt sammen kompetencer, der er stor efterspørgsel på i snart sagt alle fuldtidsjobs, man måtte finde på at søge efter endt uddannelse.

En mulig forklaring på situationen bunder i selvsektion. I hvert fald har jeg hørt argumentet om, at man nærmest skal have et gennemsnit på 12 for at blive instruktor. Det er selvfølgelig ikke rigtigt.

Det er klart en fordel med en tocifret karakter i dét fag, man skal være instruktor i, men ellers behøver karaktererne ikke være skyhøje. For mig er det lige så vigtigt, at man har interesse i og gerne erfaring med undervisning eller organisering.

Hvad enten man har været badmintontræner i Ballerup, spejderleder i Spjald eller skiinstruktør i Schweiz fortæller det mig, at man har lyst til at lære fra sig.

Instruktorjobbet handler ikke (kun) om at forstå pensum, men (også) om at hjælpe andre til at tilegne sig det.

Så lad dette være en opfordring: Søg for pokker da nogle flere instruktorater!

Af Christian Elmelund-Præstekær

Bange for at gå glip af nyheder fra Skaberstaten? Få dem direkte på mail engang om måned: Tilmeld dig nu!

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)