Paneldebat: Studerende vs. politikere

Diskussion omkring fremdriftsreformen skabte heftig debat mellem de studerende og kandidaterne til Folketinget til paneldebatten den 7. maj, hvor især skepsissen over for fremdriftsreformen kom stærkt til udtryk.

Af Resmije Ramadani Aliu & Mirella Nina Husic

Trine Bramsen (S), Camilla Hersom (B), Lars Chr. Lilleholt (V), Anette Vilhelmsen (F), Jens Henrik T. Dahl (O), Anders Johansson (C), Torsten Ringgaard (Ø), Merete Riisager (I) og Dan Westerholt (Å) er navnene på de fynske folketingskandidater, som det lykkedes Samfundsblik at bringe til et debatarrangement på Syddansk Universitet torsdag den 7. maj.

Her blev emner som fremdriftsreformen, beskæftigelse og kontanthjælpssystemet, samt Fyns fremtid heftigt debatteret. Især førstenævnte vakte opsigt blandt de studerende, som var til stede ved debatten.

Overraskende nok, var de fleste politikere, som var til stede, mere eller mindre enige med hinanden, da det kom til spørgsmålet omkring Fyns fremtid.

Hertil mente de, at langt det vigtigste initiativ for fremgang, er en forbedring af infrastrukturen, hvilket bl.a. skal gøre ”landets centrum” mere attraktivt for virksomheder. Samtidig var de også alle enige om, at universitetet skal gøres mere attraktivt, således SDU kan tiltrække flere studerende fra andre landsdele af Danmark.

Ja. Det lød alt sammen meget fint. Til det er der derfor heller ikke meget andet at sige, end at vi Fynboere glæder os til det skulle ske, men at det ikke er første gang vi hører disse ord, hvorfor vi kun kan vente og se, om det vil lykkes politikerne, at opnå ovenstående.

Det der imidlertid var stor uenighed om blandt politikerne, og som ikke mindst skabte en debat mellem de politiske kandidater på den ene side, og publikum hvor et stort antal bestod af studerende på den anden, var spørgsmålet omkring fremdriftsreformen. Dette kom især til udtryk i spørgerunden, hvor fire ud af fem spørgsmål fra de studerende var baseret på kritik af reformen.

Især ét spørgsmål ramte både politikernes, og publikums hjerter. Spørgsmålet blev stillet af en studerende, hvis fremtidsplaner er blevet drastisk omvæltet som resultat af fremdriftsreformen. Hun forklarede, at reformen forårsager en række udfordringer for hendes liv som enlig mor og studerende – det både økonomisk og tidsmæssigt – samt at den endvidere har tvunget hende til at afslå sit drømmejob.

Derfor ønskede hun at vide, hvorfor reformen ikke tilbyder flere dispensationsmuligheder, som ikke mindst kunne gøre hendes situation lettere. Dertil havde politikerne intet svar, men det betød dog ikke, at diskussionen stoppede. For umiddelbart kort efter, blev stemningen lettere intens blandt publikum, som fortsatte med at stille kritiske spørgsmål ved reformen.

Et andet spørgsmål hvor denne skepsis over for reformen også kom til udtryk var et spørgsmål der henvendte sig til politikernes holdning omkring, at de der bliver færdige i en ung alder, kommer til at skulle forklare deres manglende erfaring ude på arbejdsmarkedet.

Altså en generel frygt for at de vil blive udkonkurreret på arbejdsmarkedet af studerende med mere erhvervsrettede uddannelser. Hertil så politikerne dog ingen problemer, eftersom Trine Bramsen selv havde ansat meget unge folk i sit tidligere job. Denne optimisme delte de studerende i salen dog ikke.

Men trods de politiske uenigheder mellem især politikerne og de studerende, var det en meget interessant politisk debat. Man kunne være bange for at med et panel med hele 9 forskellige kandidater, der alle ville have mest muligt taletid, så kørte debatten i ro og orden, hvor alle kandidaterne var gode til at tale for sig.

Samfundsblik skal have stor ros for deres arrangement, der har rustet mange studerende til det kommende folketingsvalg.

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)