Hvorfor valgte du Statskundskab på SDU?

Af Mirella Nina Husic

Skaberstaten er ikke kun for nuværende studerende på Institut for Statskundskab ved SDU. Vi vil også gerne dele ud af vores erfaringer til kommende studerende. Så derfor har vi snakket med tre studerende, der vil fortælle lidt om Statskundskabs-studiet.

– Et socialt samvær, et spændende foreningsliv og et indblik i det politiske system. Lyder det som noget for dig? Så bliv gerne hængende, og lad Skaberstaten hjælpe dig med at finde ud af hvad Statskundskab drejer sig om.

5. juli er fristen for at søge ind på ens drømmestudie gennem kvote 1. Dette betyder også, at studerende fra de forskellige gymnasiale uddannelser som afslutter deres uddannelse her til sommer,
og studerende som ikke føler for at trække sabbatårene længere ud, har mulighed for at vælge én blandt mange forskellige videregående uddannelser.

Når vi som fremtidige universitetsstuderende vælger én videregående uddannelse, gør vi os ofte tanker om hvad vi kan bruge uddannelsen til og hvilke muligheder den kan give os.

Vi er ikke fuldt bevidste om hvad uddannelsen indebærer, men vi har en idé , og det er den idé, som danner grundlaget for vores valg af uddannelse.

Så hvad enten du afslutter din gymnasiale uddannelse til sommer og har planer om at fortsætte derudaf, eller du nu er nået til den tid hvor du er klar til nye udfordringer, får du her mulighed for at få et indblik i hvilke overvejelser andre studerende har haft i forhold til valget af statskundskab og hvordan de oplever studiemiljøet på SDU.

Skaberstaten har spurgt tre studerende fra 2. semester på statskundskab, for at høre om deres overvejelser i forhold til valget af statskundskab, så kommende studerende som finder uddannelsen interessant, kan få et indblik i hvad andre studerende har gjort sig af tanker.

Narmer Fogh
19 år fra Sorø

Hvorfor har du valgt at læse statskundskab?
– Fordi jeg havde en ide om at studiet drejede sig politik i alle dets facetter, og da jeg især interesserer mig for international politik, tænkte jeg at statskundskab måtte være studiet for mig.

Desuden havde jeg en forestilling om at statskundskab var en viderebygning af samfundsfag, som var mit yndlingsfag i gymnasiet, og derfor var det meget oplagt at vælge netop statskundskab.

Hvilke muligheder føler du at uddannelsen kan give dig i fremtiden, som andre uddannelser ikke ville kunne give dig?
– Jeg føler at studiet har givet mig unikke muligheder for at forstå det politiske system, især i Danmark. Og dette er en fordel hvis man ønsker at beskæftige sig med politik i fremtiden, og det er umiddelbart det jeg gerne vil.

Hvordan er din oplevelse af miljøet på statskundskab på SDU?
– Vi har et særdeles veludviklet studiemiljø på statskundskab med flere interessante foreninger, som årligt holder flere spændende arrangementer. Jeg er selv medlem i flere af disse foreninger, og folk i foreningerne er super cool, og med til at gøre studiet en del federe.

På SDU oplever jeg også at der ikke er langt mellem de studerende og underviserne, og dette er naturligvis også et plus, når holdningerne til miljøet på studiet skal tilkendegives.

Christoffer Lilleholt
19 år fra Odense

Hvorfor har du valgt at læse statskundskab?
– Fordi jeg er interesseret i samfundet, politik og magt. Men jeg vil gerne dybere end forsidehistorierne og TV2 News. Med statskundskab kommer man helt ind under huden med hvorfor mennesker mener som de gør.

Hvilke muligheder føler du at uddannelsen kan give dig i fremtiden, som andre uddannelser ikke ville kunne give dig?
– Den giver mig en bred vifte af mulige og meget spændende jobs, samtidig med jeg får lov til at bruge fem år på at sætte mig ind i politik og samfundet.

Hvordan er din oplevelse af miljøet på statskundskab på SDU?
– Studielivet omkring uddannelsen er rigtig godt, der er mange sociale arrangementer, fester og faglige oplæg, hvor man kan hygge sig med de andre studerende.

Camilla Jo Rasmussen
19 år fra Odense
Hvorfor har du valgt at læse statskundskab?
– Jeg har valgt at læse statskundskab, da det var den uddannelse, som jeg bedst kunne se mig selv studere. Jeg er ikke èn af de personer, der ved, hvad jeg vil være efterfølgende, når uddannelsen er færdig, så derfor har jeg taget det, der har interesseret mig mest.
Og nej, det er ikke, fordi jeg er politisk aktiv, at jeg har valgt at studere statskundskab. Jeg gjorde det af ren og skær interesse for politik og magt.
Hvilke muligheder føler du at uddannelsen kan give dig i fremtiden, som andre uddannelser ikke ville kunne give dig?
– Uddannelsen kan give mig et indblik i de forskellige relationer, der foregår på tværs af samfundet. Det er et studie, der både kan give indblik i den politiske magt på borgen, men også i særlige metoder og teori, som kan bruges til at anskue verden ud fra nye perspektiver. 
Statskundskab er derfor et godt studie til dem, som gerne vil bombarderes med faglig viden, som rent faktisk kan bruges praktisk i hverdagen.
Hvordan er din oplevelse af miljøet på statskundskab på SDU?
– Studiemiljøet på Statskundskab er utrolig godt. Forelæserne sørger for at tage hensyn til de studerende og instituttet er åbne for vores input angående ændringer på studiet og den faglige kvalitet.
Foreningslivet på Statskundskab er et af de bedste, hvis jeg selv skal sige det. Vi har en lang række af foreninger, som arbejder for at skabe faglige og sociale arrangementer for de studerende på Statskundskab og andre studier. Det gode ved foreningslivet er, at man bl.a. også skaber relationer til andre årgange fra Statskundskab. 
Jeg selv er medlem af foreningen Samfundsblik og har derfor oplevet det på nærmeste hånd. Man får dog også, selvom man ikke deltager i foreningslivet, hurtigt skabt sig en stor vennekreds, da der er en masse sociale arrangementer, som ryster de studerende godt sammen.

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)