Praktikoplevelser: Ann i Bruxelles

Så har vi endnu engang været ud og besøge en statskundskaber i praktik. Denne gang er det Ann Schmidt, der er i EUs hovedstad; Bruxelles, frem til 31. juli 2015.

Beskriv dit praktiksted, hvad laver man der?
Jeg er i praktik på Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles, der vejleder og assisterer interessenter både offentlige og private med europæiske innovationsprojekter. Vi er det største af de fem regionskontorer i Bruxelles med 10 fastansatte EU-konsulenter og 4 praktikanter. Kontoret er organiseret i fire forskellige teams med hver sit fokus: Sundhed og Velfærdsinnovation, Energi og Transport, Erhverv og Innovation samt Syddansk Universitet.

Hvad synes du er mest spændende ved dit praktiksted?
Indblikket i Region Syddanmark tiltag i forhold til EU’s støtteprogrammer har været det mest spændende ved mit praktikophold. Det har været en øjenåbner at se EU på en ny måde, hvor jeg før mit praktikophold ikke var klar over, hvor stor en indsats EU gør gennem støtteprogrammer for at fremme vækst, og tackle de samfundsmæssige problemer Europa står over for.

Hvornår startede din praktik og hvornår slutter den?
Det Syddanske EU-Kontor prioriterer opgaveoverlevering fra tidligere praktikanter, så jeg startede til overlevering d. 29. januar og begyndte at arbejde fra d. 2. februar og er her indtil d. 31. juli 2015.

Hvad er dine opgaver?
Jeg har været praktikant for to forskellige teams (Erhverv og Innovation samt Syddansk Universitet), hvilket har betydet, at mine opgaver har varieret meget fra: research af EU-tiltag, gennemgang af arbejdsprogrammer, mapping af virksomheder og topfundede EU-projekter, skrive nyhedsbreve, arbejdet med lobbyindspil, deltaget og arrangeret events og meget meget mere.

Hvad synes du er det bedste ved din praktik?
Det bedste ved mit praktikophold har været arbejdskulturen på kontoret. Som praktikant arbejder man tæt sammen med konsulenterne og får dermed indsigt og inddel i en stor del af kontorets virke. Det har været rart at føle sig som en del af et kontor med en uformel omgangstone og vilje til at lære fra sig, hvilket jeg har fået meget ud af både på det faglige plan men især også på det personlige plan.

Vil du anbefale praktikstedet til andre studerende, hvorfor?
Jeg kan klart anbefale at søge i praktik på Det Syddanske EU-Kontor og regionskontorer i Bruxelles generelt, fordi arbejdet er præget af en høj grad af selvstændighed og spændende opgaver. Samtidig er kontoret meget ungdommeligt med søde konsulenter. Bruxelles er også en rigtig lækker by, der giver en mulighed for at rejse i det meste af Europa inden for ganske få timer.

Vil du gerne have arbejde et lignede sted efter studiet?
Det at have været i praktik på Det Syddanske EU-Kontor har fået mine øjne op for arbejdet som konsulent, der til tider er hektisk men også utroligt spændende. Derudover er det svært ikke at blive bidt af det europæiske magtcentrum, så hvis det rigtige job byder sig i Bruxelles, vender jeg gerne tilbage.

Læs flere praktikoplevelser her

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)