Gode råd til pendlerstuderende

Mange studerende vælger et studieliv, hvor de pendler. Det kan være hårdt, men her kommer nogle gode råd fra en rutineret pendlerstuderende. 

Af Niclas Nordsted

Kære nye medstuderende: Velkommen til Syddansk Universitet!

Og velkommen til en ny og spændende del af dit liv! I tråd med de allerede glimrende artikler, med gode råd til nye studerende, som er blevet bragt her på Skaberstaten, vil jeg gerne knytte et par ord – måske særligt til alle jer der ikke er fra Odense.

Mange af jer er nemlig i den situation, jeg selv stod i da jeg startede for to år siden, at I vil være pendlere. For at få det maksimale ud af jeres start, har jeg derfor lavet en liste med ting man kan være opmærksom på, når man starter på studie i en by man ikke bor i. Det første råd kan dog bruges af alle – pendler eller ej:

Det første råd kan dog bruges af alle – pendler eller ej:

– Deltag i rusturen
Når du starter på et nyt studie, gør du det unægtelig sjovere og nemmere for dig selv, hvis du kender et par af ansigterne på dem du forhåbentlig skal bruge de næste par år sammen med. Rusturen på Syddansk Universitet er også speciel, og skaber et særligt sammenhold og kendskab til såvel studiet som universitetet generelt, men jeg vil ikke her ødelægge spændingen for jer der skal af sted.

LÆS: Sådan bliver studiestarten

Som pendler er det ekstra vigtigt at deltage, eftersom venskaber på studiet netop kan være udslagsgivende for, at du får kommet af sted til studiet hver dag. Når studiet bliver hårdt, forelæsningerne ligger tidligt, og du egentlig hellere vil sove længe, så kan tanken om, at du skal op og mødes med dine studiekammerater være en opmuntrende tanke, og måske være den faktor der gør at du ikke blot slukker alarmen.

– Vær særligt opmærksom den første uge
Første uge på dit studie er nemlig ikke kun forelæsninger og øvelsestimer. I løbet af den første uge er der stablet en masse arrangementer på benene, for at tage så godt imod dig som studerende som muligt.

Du vil få en masse information om de muligheder du har, både som studerende på dit studie, men også som studerende på Syddansk Universitet. Der er mange der gerne vil have fat i dig, mig selv inklusiv, så lyt derfor rigtig godt efter.

LÆS: Råd til nye studerende: Nyd studietiden, mens du har den

Sørg også for at få snakket med dine medstuderende. Det er muligvis ikke de samme du talte med på din rustur, som du kommer til at arbejde sammen med fagligt på dine øvelseshold, sår sørg for at få minglet og small talket. Det er rart at kende så mange som muligt, og de første dage giver god mulighed for det, når I har tid til at spise frokost og når I går frem og tilbage mellem de forskellige oplæg. Sørg for at udnytte det så meget som muligt.

– Tal med dine medstuderende der også er pendlere
På dit studie vil du falde i snak med en masse mennesker, men når du skal hjem med toget igen, er der også god mulighed for at socialisere dig yderligere. Efter de lange dage i den første uge, kan man godt være træt i hovedet, men der er også god mulighed for nogle gode snakke på de togturer, der går til og fra studiet.

Togturen kan virke hård i det første stykke tid, men når du med tiden lære at udnytte den, vil den blive lettere og virke hurtigere. Du kan udnytte den til at læse op på pensum, hører podcast, løse kryds og tvær – hvilket jeg alt sammen kan anbefale – men lærer du de andre pendlere at kende, kan dette også forkorte turen markant (i hvert fald mentalt).

– Meld dig ind i en forening
Om du har tænkt dig at pendle de første par måneder, indtil du finder noget i Odense, eller pendle hele din studietid som jeg, så er foreningslivet en god ting at engagere sig i (det gælder i øvrigt også selvom du slet ikke har tænkt dig at pendle).

SE: Alle studenterforeninger

I de forskellige foreninger skaber man nogle særlige venskaber, fordi man samler sig om mere end blot pensum. Institut for Statskundskab har en flot palet af gode og aktive foreninger, og det er en god måde at lære sine medstuderende at kende på en anden måde.

Derudover er der også en masse foreninger der går på tværs af studierne, hvor du kan lære en masse andre studerende på universitetet at kende.

KOM: Til studiestartsmessen

– Deltag i sociale arrangementer
Igen skal en opfordring lyde til alle der ikke er pendlere, men særligt til pendlerne. Når du ikke bor i byen, kan det være svært at deltage i de spontane aftaler der kan opstå. Der er heldigvis en masse arrangementer, som den ugentlige fredagsbar, FUS fester, SiO-around, Års- og semesterstartsfester og alle foreningernes egne arrangementer, der gør det muligt for dig at mødes med dine studerende udenfor forelæsningerne. Det er et spændende og sjovt forum, som både kan være lærerigt og underholdende.

SE: Aktivitetskalenderen

– Og husk…
Det at gå på Syddansk Universitet var måske ikke din første prioritet – det var i hvert fald ikke min – men du er med din plads her blevet givet en gave, du måske ikke var klar over da du trykkede dine valg ind på optagelse.dk. Syddansk Universitet og Institut for Statskundskab gør nemlig utrolig meget for dig som studerende.

Da jeg startede var det bittersødt, og der var en stemme i mit baghoved der tænkte at første semester skulle overstås, så jeg kunne meritoverfører til KU, og dermed være tættere på min bopæl. Men dine muligheder her på universitetet er ret unikke, og noget man ikke finder mange andre steder. ¨

Du har mulighed for at tale med dine undervisere udenfor undervisningen, du har et aktivt foreningsliv der arbejder for at give dig spændende udvalg af arrangementer, og du har de sødeste og mest åbne medstuderende.

Videnskulturen her på Syddansk Universitet er åben, vi hjælper hinanden og vi lytter til hinandens idéer. Det er unikt, og havde jeg vidst det da jeg søgte studie, havde Syddansk Universitet været min første prioritet.

Velkommen til, jeg glæder mig til at møde dig.

Niclas Nordsted går på 5. semester og pendler fra København. Desuden er han formand for studenterforeningen Samfundsblik.

LÆS MERE: Studiestart 2015

The following two tabs change content below.

Peter Lykkegaard Hansen

Nyeste indlæg af Peter Lykkegaard Hansen (se alle)