Analyse: Embedsmændene i skudlinjen


Af Johannes Michelsen, docent, Institut for Statskundskab

 


Embedsmændene møder kritik i disse år – og er nu kommet med et form for svar. Det er en betænkning fra Bo Smith-udvalget, og et nyt kodeks for embedsmænd fra Finansministeriet. Det lyder måske kedeligt, men det er nogle særdeles interessante indlæg. De giver nuancerede svar på kritikken af, at embedsmænd nogle gange måske har været lidt for lydhøre over for politikerne og er gået på kompromis med lovlighed og faglighed. Seneste eksempel er behandlingen af børnesager i Odense, hvor en direktør blev fyret og nogle embedsmænd suspenderet, mens det kommunale udvalg ser ud til at gå fri. I andre sager er det politikerne, der må gå, mens embedsmændene bliver frikendt. Så reelt er det samspillet mellem politikere og embedsmænd, der er til diskussion.

Det er da også analyserne af embedsmændenes politiske rådgivning, der er det mest interessante i de to bidrag. Nogle har måske troet, at når politikerne havde fået spindoktorer, så ville andre ikke behøve at rådgive dem så meget. Men udvalgets analyse viser, at embedsmændene tværtimod yder stadig mere politisk rådgivning. Derfor diskuterer udvalget, om vi herhjemme skal lave et skarpt skel mellem politisk og faglig rådgivning, sådan som man gør i udlandet. Men udvalget fraråder at skille tingene ad. I stedet foreslår man, at danske embedsmænd skal blive meget bedre til at balancere politik og faglighed, end de er i dag.  

Det er netop det, Finansministeriets kodeks går ud på: at holde fast i de klassiske embedsmandsdyder og gøre dem tydeligere. Det må tolkes som et ønske om, at embedsmændene skal være bedre til at stå imod politisk pres. Bo Smith-udvalget trækker i samme retning ved at foreslå, at der ansættes retschefer for at sikre lovligheden af de politiske beslutninger. Samtidig foreslår udvalget, at politikerne pålægger topembedsmændene at følge mere op på, at politiske beslutninger faktisk gennemføres. Desuden skal politikerne have et nyt sekretariat, der kan bistå dem i dag-til-dag-politikken. Sådan et sekretariat vil nok udfordre spindoktorerne og de ansatte embedsmænds evne til at balancere politik og faglighed.


I faget Offentlig Forvaltning og Organisation har jeg altid lagt vægt på, at embedsmænd bedriver politisk rådgivning. Det er naturligvis især embedsmændene i toppen, der gør det, men hierarkiet i det offentlige betyder, at alle øvrige embedsmænd også må inddrage det i deres arbejde. Men der har ikke været meget litteratur at henvise til om dette vigtige aspekt. Det er der nu. Både Bo Smith-udvalgets betænkning og Finansministeriets sætter en masse ord på, hvad embedsmændenes politiske rådgivning går ud på, og hvordan man skal balancere mellem faglig og politisk rådgivning.

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)