Analyse: Folkeafstemningens efterspil

5866027999_eaf9a83162_o
Af Camilla Madsen
camad13@student.sdu.dk

Torsdag den 3. december 2015 gav danskerne deres holdning til kende ift. at omdanne EU-retsforholdet til en tilvalgsordning. Svaret blev et klart nej, hvilket satte gang i adskillelige følgevirkninger, både nationalt og internationalt.

Politiske alliancer og folkeafstemningsresultaterne
Folkeafstemningen om retsforholdet førte til uvante alliancer mellem de danske partier. Socialdemokratiet, Venstre, Alternativet, SF, Radikale Venstre og Konservative anbefalede alle en afskaffelse af retsforbeholdet til fordel for en tilvalgsordning, mens Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten mente, man skulle stemme nej. Disse samarbejdskonstellationer viser tydeligt, at der er tale om en ideologisk uklarhed i forbindelse med EU-spørgsmål.

Eftersom vælgerne ofte baserer deres holdninger til emner ud fra deres partitilknytning, skulle man forvente et klart ja til tilvalgsordningen, når man ser på, hvordan de politiske partier placerer sig i forhold til dette spørgsmål. Sådan gik det imidlertid ikke. Det endelige valgresultat blev en valgdeltagelse på 72 %, betydeligt højere end forventet, hvoraf 46,9 % stemte ja, mens 53,1 % stemte nej. Dette viser, at danskerne i vid udstrækning var ”utro” mod det parti, de stemmer på ved folketingsvalget. 47 % af de socialdemokratiske vælgere og 30 % af Venstres vælgere stemte nej, selvom deres partier var fortalere for et ja. Dermed er dette udtryk for, at store vælgergrupper hos ja-partier ikke har fulgt partilinjen.
Vælgerne, der stemte ja til tilvalgsordningen, består gennemgående af personer, som er rigere, bedre uddannede og ældre. Det er især efterkrigstidens generation, som er over 60 år, der er betydeligt mere positive end resten af befolkningen. De unge var mere skeptiske, hvilket antyder at en større EU skepsis er på fremmarch. Samtidig er der geografiske forskelle, således at befolkningen i landområder i større omfang stemte nej end dem i storbyerne.

Lær mere her og her 

Det nationale efterspil
Det overbevisende nej til en tilvalgsordning kan anses som et udtryk for, hvilken linje befolkningen fremadrettet ønsker over for EU. Dansk Folkeparti tolker resultaterne som værende et udtryk for, at de danske borgere ønsker en ny EU-politik, som er mere skeptisk. Trods dette gør udenrigsminister Kristian Jensen (V) klart, at man vil opretholde samme linje over for EU, og at man ikke ønsker at lave en aftale med det EU-skeptiske Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, havde ellers nogle dage før folkeafstemningen åbnet muligheden for, at Dansk Folkeparti kunne være en del af regeringen, hvis det blev et nej, da det kunne føre Venstres og Dansk Folkepartis EU-politik tættere på hinanden. Efter folkeafstemningen afviser Venstre dog stadig Dansk Folkepartis hovedkrav på EU-område. Enhedslisten og Dansk Folkeparti udtrykker i denne forbindelse begge utilfredshed over for ja-partierne, da man ikke mener, at de respekterer befolkningens nej. Man kan således sætte spørgsmålstegn ved, om ja-partierne overhovedet er lydhøre over for befolkningen. Grundlæggende er der flere ting, der peger på, at der er en kløft mellem flertallet af politikerne i Folketinget og store dele af den øvrige befolkning, hvilket kan anses som problematisk i et demokrati, der bygger på repræsentativitet.
Læs mere her og her
Efterfølgende undersøgelser foretaget af Gallup viser, at vælgerne, der stemte nej ved folkeafstemningen, i høj grad gjorde det pga. generel EU-skepsis frem for reel modstand mod retsforbeholdets ophævelse. Dem, der stemte nej, gjorde det hovedsageligt på baggrund af, at de ikke ønsker at afgive mere suverænitet til EU og i det hele taget er negativt stemte over for EU. Hertil har ja-sigerne baseret deres stemme på, at det er nødvendigt med et samarbejde på tværs af grænser bl.a. for, at man bedre kan bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Dermed har ja-sigerne forholdt sig til retsakterne og det mere tekniske, mens nej-sigerne har ladet sig styre af deres generelle holdning til EU. Altså er folkeafstemningens resultater et udtryk for, at danskerne generelt er skeptiske over for EU. Dette underbygger Dansk Folkeparti og Enhedslistens udmeldinger om, at befolkningens nej kan være tegn på et grundlæggende ønske om en ny EU-politik, som er mere skeptisk, end den ja-partierne lægger op til.

Læs mere her
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplever også problemer som følge af folkeafstemningsresultaterne. Løkke (V) anbefalede et ja til tilvalgsordningen og påtog sig det overordnede ansvar for folkeafstemningen, hvorfor danskernes klare nej er åbenlyst et nederlag. Derfor står Løkke (V) nu over for en udfordring vedrørende, hvordan han skal tage bestik af valgresultatet. Det er tredje gang på kort tid, at Venstre taber alvorligt terræn til Dansk Folkeparti. Det skete ved valget til Europa Parlamentet i foråret 2014, det skete ved folketingsvalget i juni, og nu er det sket igen. Venstre står derfor med et alvorligt behov for snart at få en succesoplevelse.

Løkke (V) har i første omgang valgt at indkalde til adskillelige møder, både med regeringens ministre og de forskellige partier, og senere skal han mødes med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, for at undersøge mulighederne for at lave parallelaftaler. Danmark står til at blive smidt ud af Europol, når det bliver overstatsligt den 1. april 2017, men hvis Danmark ikke skal ende med at stå uden for, skal en parallelaftale eller ny folkeafstemning være på plads inden da. En parallelaftale, som der er stor debat om, hvorvidt er mulig at få forhandlet igennem. Statsministeren og Regeringen står derfor over flere store arbejdsopgaver i den kommende tid som følge af folkeafstemningen.

Læs mere her

Det internationale efterspil

Folkeafstemningen har dog ikke kun nationale konsekvenser. Den negative holdning over for EU, som den danske befolkning udtrykker ved folkeafstemningen, kan have internationale følgevirkninger, idet det skader EU’s image udadtil. EU befinder sig i en hård periode med adskillelige problematikker, herunder flygtningekrise. Det er derfor vigtigt, at EU udadtil fremstår som en stærk og samlet enhed, noget som folkeafstemningen i Danmark arbejder imod, da det viser, at der ikke er en fælles EU-front. Danskernes EU-skepsis har fået flere danske eksperter til at udtale, at de tror EU-samarbejdet bryder sammen i løbet af 10 år.

Storbritannien, som er et af nøglelande i EU, står også over for en folkeafstemning, som skal gennemføres senest i 2017, omhandlende hvorvidt de ønsker fortsat at være medlem af EU. I denne forbindelse spiller det danske nej ift. retsforbeholdet en rolle, idet det kan anvendes som et argument i den britiske nej-kampagne, der mener, at Storbritannien bør forlade unionen. Disse vil bruge danskernes nej som et tegn på, at Europas befolkninger siger nej til mere Europa, når de bliver spurgt. Storbritannien vil med spænding se, hvordan EU agerer på den danske afvisning af at indgå i et nærmere samarbejde på retsområdet. Hvis de reagerer ved at lave en særlig undtagelsesaftale for Danmark, vil nej-fløjen trække det frem som et eksempel på, hvordan man sagtens kan nyde alle fordelene af EU, selv om man trækker sig fra dele af samarbejdet. Hvis EU derimod reagerer hårdt og kræver, at Danmark eksempelvis melder sig fra Europol-samarbejdet, vil det blive hevet frem som et eksempel på, hvordan EU forsøger at tryne nationer, der kræver mere fleksibilitet.

Mange mener, at det vil medføre en række konsekvenser for EU, hvis Storbritannien trækker sig ud. Storbritannien er en stærk tilhænger af frihandel, det indre marked og EU’s udvidelser. Derudover har deres økonomiske og militære tyngde bidraget til at give EU pondus på den internationale scene. Den britiske økonomi er dybt integreret med EU og udgør ca. 15 pct. af EU’s samlede BNP. Dermed vil EU kunne mærke det på sin økonomi, hvis Storbritannien træder ud, idet Storbritannien er den andenstørste nettobidragsyder til EU’s budget, med Tyskland som den største.

Alt i alt står EU over for en usikker fremtid, og her udgør det danske nej en væsentlig rolle ift., hvordan samarbejdet fremadrettet vil udspille sig.

Læs mere her og her

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)