
Nu er der endelig truffet en afgørelse i sagen om Kasper Horsteds overdragelse af den studienævnsplads han vandt i november. På trods af underskrifter fra alle opstillede kandidater, var det ikke muligt at overdrage mandatet til Kenneth Skovly Larsen.
Skaberstaten kunne for tre uger siden berette, at Kasper Horsted ønskede at overdrage sin plads til Kenneth Skovly Larsen, fordi sidstnævnte indkasserede flere stemmer end Kasper Horsted til valget.
“Jeg følte, det mest demokratiske ville være, at overdrage pladsen, når nu han fik flere stemmer end mig,” forklarer Kasper Horsted, som ville få pladsen som 1. suppleant, hvis overdragelsen blev gennemført.
Det var imidlertid ikke tilfældet.
“Vi kontaktede Christian Elmelund med forespørgelsen, der efter at have nærlæst reglerne fastslog, at det ikke var muligt i henhold til valgreglerne. Vi kan f.eks ikke vide, om de studerende havde sat krydset anderledes, hvis Kenneth var på listen,” fortæller Kasper Horsted og henviser til, at alle stemmer på SIO-listen og tilhørende kandidater bliver i dette valgsystem lagt sammen og delt mellem de fire, som har fået flest personlige.
“Vores valgregler er meget bureaukratiske. Folk fra de andre universiteter undrer sig også over systemet,” udtrykker Kasper Horsted og henviser til en kammerat på Aarhus Universitet.
Den enlige kandidat
Skaberstaten kunne i slutningen af november, fortælle hvordan Kenneth Skovly Larsen var for tidligt ude, da han ville opstille til Studienævnet. Han kom derfor ikke på SIO-listen, men oprettede derimod sin egen liste.
Kenneth Skovly Larsen modtog flere personlige stemmer end både 1. og 2. suppleant samt én af de valgte kandidater, og udtrykte derfor tidligere sin frustration i Skaberstaten:
Læs “Kandidat føler sig snydt”
Kasper Horsted fortæller, at han synes det hele er lidt ærgerligt og afslutter med et smil – “Vi har aftalt, at Kenneth har mulighed for at lobbye på mit mandat”.
Mark Venborg Eriksen
Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)
- Statskundskab får egen alumnedag - 2. februar 2017
- Politikugen sætter fokus på flygtningekrisen - 25. januar 2017
- Uddannelsesudvalg skal oprettes - 23. januar 2017