SDU-defekten

Foto: Knud Holscher
Foto: Knud Holscher

Af stud.scient.pol Jonas Havstein Eriksen og stud.scient.pol Mark Venborg Eriksen

Den umiddelbare reaktion på Dekan Nikolaj Malchow-Møller og Institutleder Jens Ringmoses kronik, ”SDU-effekten”, var stolthed. Som studerende er det betryggende at vide, at vores uddannelsesinstitution gør sig tanker om vores velbefindende og kvaliteten af vores uddannelse. Man kan dog ikke lade være med at tænke artiklen som et reklameforsøg, hvilket er forståeligt i uddannelsessektorens nutidige taxametervirkelighed. Men ved implicit at italesætte SDU som et mønsterbryder-universitet risikerer man at definere universitetet gennem et mangfoldighedsideal frem for et kvalitetsideal.

D’herrer peger i deres analyse på, at Syddansk Universitet(SDU) uddanner børn af forældre med en lavere gennemsnitlig årsløn og uddannelsesniveau, end de andre universiteter gør. I tillæg uddanner SDU markant flere indvandrere og efterkommere af indvandrere. Når det er sagt, har dimittender fra SDU cirka samme beskæftigelsesniveau og indkomstniveau som dem fra Århus og København.

Ved at understrege at dimittender fra SDU ikke klarer sig dårligere end sine kolleger fra de andre universiteter, bliver det implicit sagt, at man umiddelbart skulle tro, vi ville klare det dårligere. Det er netop den udmelding, der vigtig at anfægte.

Men det virker til, at noget bliver glemt – nemlig at alle studerende på universitetet har en gymnasial uddannelse. En gymnasial uddannelse skal, blandt meget andet, ruste én til videre studier – på såvel universitetet som andre uddannelsesinstitutioner. Måske er det ikke kommet helt ind på chefgangen på universitetet, men en sådan ungdomsuddannelse forbereder os altså på at studere. Universitetet bør gå ud fra, at vi kan det samme, om vi så kommer fra Ringkøbing, hvor far er murer, eller Hillerød, hvor mor er advokat – så længe vi har en adgangsgivende ungdomsuddannelse.

Det er grundlæggende uheldigt, når ledelsen på SDU italesætter universitetet som mangfoldighedens højborg i stedet for en akademisk institution af høj kvalitet. Hvis det er et forsøg på reklame, risikerer man at det får den modsatte effekt. Universitetet undertipper sig selv. Det er lige netop det, der er ”SDU-defekten”. For eksempel henviser Malchow-Møller og Ringsmose i deres kronik til, at SDU-kandidater klarer sig lige så godt på jobmarkedet som kandidater fra andre universiteter. Der er dog umiddelbart svært at se det sensationelle i det. Det er at undertippe, når et universitet slår dét op som noget særligt. Det burde være en fuldstændig indlysende selvfølge – har man for eksempel læst fem års statskundskab, er man jo ikke mindre cand.scient.pol, om man har slået sinde folder i Odense frem for København eller Århus. Men sådan risikerer vi, det bliver, hvis fokus ligger på mangfoldighed frem for kvalitet i uddannelserne.

Det påpeges i kronikken, at SDU har gjort en ihærdig indsats for at sætte de studerende i fokus. Her er intet at tilføje. Rammerne for at studere på SDU er i verdensklasse. Misforstå det ikke; SDU er et fremragende universitet at tage sin uddannelse ved. Vi vil bare ikke behandles anderledes end de andre – vi skal nemlig ud på samme arbejdsmarked. SDU har meget at byde på og god grund til at være stol over sine resultater. Men kun ved at være stolte over at være en del af SDU og stå fast på dets kvalitet, kan man gøre det attraktivt for nye studerende at vælge SDU de kommende år.

Læs SDU-effekten her

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)