Dansk med stolthed eller påpasselighed

Muhammedkrisen, flygtningeannoncer, smykke-diskussionen og senest frikadellegate – vi har alle hørt om disse sager i medierne. Jeg ser dem som en indikation på et stigende fokus på kultursammenstød og i den forbindelse særligt behovet for at få defineret, hvad danskhed er og ikke er. Her er mit (meget reducerede) bud.

Min danskhed

I de sidste års danskhedsdebat har det mest centrale for mig været min egen bevidsthed om, hvad danskhed er og særligt ikke er for mig, som et dansk individ og vigtigere endnu som en ansvarshavende del (som hele befolkningen udgør) af det danske samfund. Baseret på min viden om dansk(heds) historie (Holberg, Grundtvig, De Slesvigske Krige og statsbankerotten i 1807-14) er danskhed for mig: Det danske sprog – ikke nødvendigvis medfødt, men altså tilegnet. Respekt for det danske demokrati – forstået som lighed i værdi som en deltagende del af samfundet, ikke i enshed. En ære i ikke at mene sig mere værdig end andre – inden- og udenfor Danmark – selv om man mener noget forskelligt. Respekt for egen og andres religions- og ytringsfrihed. Og fokus på styrken i at stå sammen om at gøre opmærksom på, hvad der er god og dårlig opførsel.

For mig er det altså ikke danskhed at: Lave lovgivning om mad, der udelukkende er udtryk for ikke-konstruktiv symbolpolitik. Bruge ytringsfriheden udelukkende til at provokere – uden at frigøre, uden respekt, uden øvrigt formål. At deltage i at prædike og pådutte andre lande og kulturer vestlige værdier og styreformer, men samtidig holde fast i, at de danske værdier er unikke og står over alt andet (hvad jeg dog faktisk er enig i, at de er og gør) – uden forståelse for, at der kan findes andre ligeså legitime styreformer og værdier. Og at lade de få ødelægge det for de mange.

Genopfindelse af Danskhed

For mig er det en vigtig pointe i danskhedsdebatten, at man kan tale om positiv og negativ danskhed, hvor positiv danskhed altså er: Respekt for demokratiet – med fokus på at alle skal have ret til at høres. Vigtighed i ikke at mene sig mere værdig end andre – forstået som tankegangen: “jeg skal ikke tro, jeg er bedre end andre”. Tilegnelse og brug af det danske sprog. Og stolthed over dansk demokrati, velfærdsstat og kristendom (religion) som værende unik, fordi det er dansk.

Mens negativ danskhed er: Jantelov – forstået som tankegangen: “du skal ikke tro, du er bedre end nogen”. Majoritetsdiktatur forklædt som demokrati. Det danske sprog, dog udelukkende hvis medfødt. Og stolthed over dansk demokrati, velfærdsstat og kristendom (religion) som værende unik, fordi det er ikke er ligesom (eller fordi det ligefrem er modsat) tysk eller mellemøstligt eller noget andet.

Danskhed bør genopfindes med højde for Danmarks – hvad jeg vil mene, kan kaldes ikke-danske – deltagelse i vestlig imperialisme og med et langt større fokus på den positive danskhed, jeg mener, danskere kan være stolte af, frem for den negative danskhed, som jeg mener, vi bør være meget påpasselige med.

The following two tabs change content below.