Søren Hviid Pedersen – elsket og forhadt

Søren Hviid
Foto: Rune Frantzen

Syddansk Universitets mest fremtrædende politologiske debattør har kontor neden for trappen i venstre side af Agoraen. Søren Hviid Pedersen har valgt at pryde sin kvadrat med bøger. Her kan hverken reoler, borde, stole eller sågar gulvet sige sig fri for forskellige værker.

“Jeg samler på digte”, bliver én af de sidste sætninger Søren Hviid slår fra sig i interviewet, hvor samtalen er havnet på Yahya Hassan.

Berlingske læsere får ofte Søren Hviids ord at mærke, gennem den blog han skriver. Her står han beskrevet som konservativ debattør og cand.scient.pol, alt imens han også fungerer som lektor og vejleder for de studerende på Institut for Statskundskab.

“Det er en fordel at være åben om sin politiske positionering”, siger Søren meget selvsikkert, mens han med en lille pause læner sig tilbage i kontorstolen og uddyber:

“Jeg anvender det, som Weber kalder værdi-eksplicciering – man ved præcis, hvor man har mig. Jeg synes faktisk, det er problematisk med undervisere man ikke ved, hvor man har. Det er jo helt legitimt – især i en branche som vores. Politik er i sagens natur normativ. Det handler om prioriteringer af værdier, fordeling af værdier etc. Og så kan den enkelte studerende selv lægge til og trække fra”.

Søren Hviid bliver ikke kritiseret af sine kollegaer for sine eksplicitte tilgang til politik i offentligheden, men han ved godt, hvorfor han er en af de eneste på instituttet, der ytrer sig:

“De er bange for reaktionen, fordi vores branche er kendt for den weberianske værdirelativisme – altså enten er man videnskabsmand, eller også er man politisk aktør. Jeg tror mange, som ikke udtaler sig lader være, fordi de ikke tør. Det er ikke fordi, jeg skal sidde og sige, at jeg er en helt – men jeg har altid været politisk. Og jeg synes, det er vigtigt at man udtaler sig – uanset hvem man er. Jeg synes da, det ville være rart, hvis der var flere af mine kollegaer, der også ville benytte deres demokratiske ret som borgere i det her samfund til at udtrykke sig. Fordi jeg faktisk mener i alt beskedenhed, at jeg også har noget at bidrage med i kraft af den uddannelse, jeg har. Ikke at det jeg siger, er rigtigt, men det er mere kvalificeret – forhåbenligt. Jeg synes næsten man har en forpligtigelse til – som scient.pol i det mindste – at være politisk.”

Hviid og de sagesløse studerende
Søren Hviid er en kendt herre. Lige fra studiestart opfanger man snakken og myterne om den højreorienterede debattør. Udover at være begavet med retoriske nådegaver bevæger Søren Hviid sig i et politisk farvand, der af natur er kontroversiel for den kulturradikale majoritet på Institut for Statskundskab. Men i følge ham selv, er der intet at frygte i et undervisnings øjemed.

“Jeg holder en professionel distance mellem mine holdninger og min undervisning. Jeg har været vejleder for mange muslimske studerende – lige nu har jeg to. Men det giver ikke problemer, fordi jeg er professionel”, svarer hovedpersonen, når der spørges ind til hvordan han kan arbejde med studerende, der er af en kulturel afstamning, der efter hans egen mening, er uforenelig med den danske.

“Mine studerende er eksempler på, det ikke er en lov, at den kultur ikke kan integrere sig. Jeg siger bare, hvis man har en religiøs livsform, der fordrer, at man er tro til nogle bogstaver der står i koranen, eller for den sags skyld biblen, så har man et grundlæggende problem med at blive integreret i en demokratisk retstatskultur som vores”

“Men jeg spørger ikke folk, hvad de tænker og er, det ville være illegitimt. Jeg er interesseret i sagen – jeg er professionel.”

Politisk normativ teori
Det kommer nok ikke bag på mange, at Søren Hviids hjertebarn er den normative poltiske teori. Faget Politisk Teori har således været i hans hænder så længe mand kan huske. Bøger af John Locke og Jean-Jacques Rousseau er blot et par man spotter på de buende reolhylder.

“Jeg udtrykker hvad jeg mener, er styrker og svagheder ved idehistorieskerne. Jeg lægger en ære i altid, at omtale alle teoretikere rosende – ellers havde jeg ikke inddraget dem i pensum. Man skal jo som underviser inddrage, det man mener er relevant til emnet”, siger Søren Hviid og fortæller, hvordan han gør en dyd ud af at skabe naturlige afbræk i en forlæsningsstrøm, ved at træde væk fra sine tætskrevede noter.

“Det kan blive for meget forelæsningsstrøm, derfor går jeg nogen gange ud og forsøger at være morsom. Nogen gange lykkes det, andre gange gør det ikke; nogen synes det er sjovt, andre gør ikke. Uanset hvad, så tror jeg folk bliver vågne af det, men der er altid en risiko for at blive misforstået”.

Søren Hviid er lidt, som Tokio Hotel var i starten af nullerne. Enten var de ikke til at holde ud at høre på, eller også elskede man hver en tysk glose.

“Det er jeg ligeglad med”, fortæller Søren om de studerendes differentierede holdninger, og uddyber:

“Det er op til den studerende selv at få det ud af min undervisning, som man skal. Og så længe jeg får så gode evalueringer, som jeg gør, så kan jeg ikke se noget problem.”

Barnemorder og etnisk udrensing
I 2014 kom Søren Hviid i modvind på baggrund af en facebook-kommentar:
Jeg synes IDF skal til at statuere nolge eksempler, man kunne starte med at ryde Gaza-striben og sende dem til Egypten.

Søren Hviid forklarede til BT, at udtalelsen handler om terrorister. Han blev beskyldt for at opfordre til etnisk udrensning:

“Det kunne aldrig falde mig ind at opfordre til etniske udrensning. Jeg skrev indlægget som led i en længere debat, jeg har haft med flere venner om Hamas, som startede konflikten i Gaza ved at angribe Israel med raketter. De mennesker, der står bag de angreb, er terrorister, og det er dem, jeg mener, man bør fjerne fra Gaza”, fortalte Søren Hviid til BT.

Det var en sag, der gjorde indtryk på debattøren, men det har ikke sat dybe spor:

“Når man stikker snotten frem som jeg gør, så skal man ikke side og tude over det, når nogen slår igen – så jeg har aldrig tudet over, at nogen synes jeg er en idiot” – interviewet handler nu om, hvordan Søren Hviids skriverier har givet ham modstand.

“Jeg kan sagtens tage, at folk synes, at jeg er en idiot – men når man kalder mig for børnemorder, siger jeg fra”, siger Søren Hviid i en alvorlig tone.

“Jeg politianmeldte dem ikke, men det skulle jeg nok have gjort”.

Omringet af journalister
Når Søren Hviid optræder i Deadline og i Berlingske er det altid med sin akademiske artikel, og aldrig som lektor:
“Det er vigtigt, at de to titler bliver adskildt. Men det sker, at det glipper for produktionen”.

I kraft af sine holdninger og udtalelser, bliver han også ofte brugt i den almindelige nyhedsstrøm.

“Jeg får af og til et opkald. Jeg deltager også gerne i interviews, men hvis jeg kan høre, at journalisten vil have mig til at sige noget bestemt, så gider jeg ikke. Man kan høre det på dem, når jeg ikke svarer, som de havde håbet på”.

Mediernes opkald er da heller ikke de eneste møder, som Søren Hviid har med journalister. Det seneste år har journaliststuderende ved Center for Journalistisk på SDU, haft fornøjelsen af at blive indført i basale økonomiske, og politiske principper af ham.

“Journalister er en anden slags studerende end jer (statskundskab- og samfundsfagsstuderende). De har mindre diciplin – men det er både på en god, og en mindre god måde. De har lidt svært ved at finde ud af, at timen starter kvart over – de kommer sådan lidt dryssende indtil halv. På den anden side stiller de også flere umiddelbare spørgsmål. Også selvom det står klart i pensum. Det ligger dem selvfølgelig naturligt at stille spørgsmål. Modsat vil statskundskabere have en basis for deres spørgsmål. Jeg tror de føler, det skal være meget relevant”.

Er der én forsker eller anden relevant person, som du mener vi skal portrættere, så skriv til os

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)