Lad det dog være min egen sag, om jeg er socialdemokrat eller ej

so41982_001
Fra Det Kongelige Bibliotek

Af Signe Havskjær
sihol15@student.sdu.dk

Socialdemokratiets asylpolitik har ændret sig, og den interne splid i partiet bobler. Kan man både være grundlæggende uenig med den førte politiske linje og stadig retfærdiggøre sit medlemsskab?

Da filmen knækkede
November 2015. Det er nok der, hvor filmen for alvor knækker for mig. Som minimum taber jeg hvert fald kæben i så høj en grad, at jeg nærmest kan høre den ramme jorden, mens jeg følger med i forhandlingerne omkring den nye asylpakke. Det er egentligt ikke så meget selve forslaget, der ryster mig i min grundvold, men snarere hvordan mit parti selv bare leger med, uden så meget som at stoppe bare ét lille øjeblik for at se sig selv grundigt i øjnene om, og forholde sig til, hvad i alverden det er for en behandling af andre mennesker, vi siger ja til.

Der er sket rigtigt meget inden for få år, når det kommer til Socialdemokraternes politik inden for indvandring og immigration. Den tone, der pludseligt høres på de to områder, er ikke en, jeg genkender, fra da jeg som 15-årig meldte mig ind i partiet og DSU på én og samme dag, på trods af at det var socialdemokraternes daværende politik på de to fronter, der især trak mig i deres retning.
Jeg var hvert fald ikke i tvivl: Jeg var rød og jeg var socialdemokrat. Den front de blå partier kørte over for immigranter og asylansøgere, fik det til at vende sig i mig, og får mig stadigvæk til at krumme tæer. Det er nok derfor, at det for mig føles som noget, der kan udtrykkes så ganske simpelt som at have fået en giga mavepuster fra partiet, at se Socialdemokraterne hoppe med på det ene absurde forslag efter det andet, som regeringen udsender, for at gøre livet bare en lille tand hårdere for de mennesker, der er på flugt.

Jeg ved godt, at det sker, at partier kan rykke sig. Og herre gud, det skal de da så sandelig også have lov til, ligesom at befolkningen gør det. Men derfra, så skal jeg heller ikke være bange for at indrømme, at det skræmmer mig at se, hvor hurtigt kursen kan vende 180 grader, i noget som minder om en absurd vælgerjagt på den danske befolkning, der ligeså stille og roligt sniger sig lidt længere over mod et mere afdæmpet nationalistisk og lukket samfund. Nej, det er langt fra gået lige så voldsomt for sig her, som vi har vi har set det i eksempelvis Tyskland, men alligevel er modstanden mod at hjælpe til at tage og føle på.

Vores regering har fået lovforslag igennem af en sådan en type, at selv Institut For Menneskerettigheder og Amnesty International har måtte hamre hånden i bordet og sige fra.
At Socialdemokraterne dog alligevel på så kort tid har kun flytte sig så langt mod højre, det forekommer mig stadig som værende et mysterium: Jeg føler mig svigtet som medlem, for jeg meldte mig ikke ind for at støtte op om så absurd en behandling mod asylansøgerne, som vi praktisere netop nu. Jeg skammer mig over, at vi nogensinde kunne glemme vores egne etiske og solidariske værdier på den måde.


Skal man så bare give op?

Man skal næppe være den mest opmærksomme læser i verden for at kunne regne ud, at der sker noget hos Socialdemokraterne, som jeg er dybt utilfreds med. Derfra er spørgsmålet så, om jeg stadig er medlem.
Det er jeg skam. Og det bliver jeg ved med, det er jeg ret afklaret omkring. For på trods af den voldsomme slinger i valsen, så er jeg stadig enig i langt størstedelen af den politik, der står på det socialdemokratiske partiprogram. Men at være afklaret nok med mine egne holdninger til stå ved den beslutning er ikke uden kamp, når man samtidigt ikke er bange for at erkende, at man synes, at der er noget rivende galt i delelementer af den politik, der bliver udtalt.

Når jeg giver udtryk for uenighed, så vælger mange at gå så langt som at spørge mig, om jeg i så fald overhovedet er socialdemokrat, som om at det som partimedlem er ens ypperste opgave at holde kæft, klappe i hænderne og nikke hver eneste gang, partitoppen får en ny idé.

Det er dybt absurd, at man ikke engang kan være medlem af et parti her i landet, uden at det forventes, at man skal heppe på alt, hvad de siger, alt sammen imens eksempelvis de amerikanske partier får lov til at være så varierede på interne holdninger, at man ind i mellem kan have svært at placere politikerne i samme parti.
I stedet skal man det øjeblik, man tillader sig at sige bare en lille smule fra, (åbenbart) have genforklaret hvad en socialdemokrat er, af folk der ikke har været det så meget som én enkelt dag i deres liv; ”Er du egentlig ikke bare skabsradikal, når det kommer til stykket?” Hvis jeg derimod vover bare at nikker til nogle få punkter, så er jeg straks med på hele vognen og skal straks høre for at tilhøre ”DF-light”.

 

Mere end partiloyalitet
Har folk virkelig mistet evnen til at forstå, at man sagtens kan have nuancerede holdninger og være medlem af et parti på samme tid?
Den korteste måde jeg kan udtrykke på, er således: Jeg er træt. Jeg er så pissetræt af at få at vide, hvordan jeg skal være socialdemokrat. Og jeg er nærmest endnu mere træt af, gange på gang, at skulle skære ud i pap, at jeg sagtens både kan bevare mit medlemskab og se mig selv i øjnene, på trods af at jeg ikke er enig i den kurs, som den socialdemokratiske flygtningepolitik har taget. Og det er uden, at jeg har fået galt i halsen, hvad det vil sige at være socialdemokrat.

Så for at tage den en sidste gang!
Ja, jeg er socialdemokrat. Nej, selvfølgelig skal vi ikke byde krigsofre velkommen til landet ved at fratage dem deres smykker. Ja, at Socialdemokraterne nogensinde har kunnet hoppe med den vogn er til at krumme tæer over, og ikke mindst direkte usmageligt for et parti, der promoverer sig som værende solidarisk, hvis jeg skal udtrykke min egen holdning. Men jo, jeg forstår også, at det beklageligvis er nødvendigt med en vis mængde stramning på asylfronten, uanset hvor lidt jeg kan lide tanken om. Det erkender jeg! Men det betyder ikke, at vi bør gå på kompromis med etik og symbol politik.
At ønske at bevare medmenneskeligheden i debatten gør mig ikke mindre socialdemokratisk.
Socialdemokraterne er med til asylstramninger, fordi det er nøvendigt for at vores systemer ikke bryder sammen. Det her handler IKKE om at ligne DF mest muligt, og om skaffe stemmer derfra.

The following two tabs change content below.

Staten

Nyeste indlæg af Staten (se alle)