Anmeldelse af House of Cards, sæson 4

House-of-Cards-sæson-4-NetflixSamlet karakter for fjerde sæson af House of Cards: 10 på 7-trins-skalaen

Anmeldt af: Bjarke Stensgaard Nielsen, 8. semester statskundskabsstuderende

I en tid hvor Søren Pape anvender underwoodianske metoder i en magtens chicken game mod statsminister Lars Løkke Rasmussen. I en tid hvor Donald Trump fører en succesfuld valgkamp på at love ting, som – hvis de bliver ført ud i livet – er på samme absurde niveau, som nogle af Francis Underwoods handlinger i House of Cards. I en tid hvor dansk og i særdeleshed amerikansk politik på mange måder kan virke som (vild) fiktion, kan House of Cards så stadig levere, den gode, forargelse over politik? Kan Netflix eksilere eller kan man ligeså godt slå over på TV2 News/CNN?

Kaos og skelletter i skabene

Vi entréer scenen midt i kaos. Francis Underwood (FU) er i gang med primærvalgkampen, og hans kone, Claire, har lige forladt ham. FU er bagud i meningsmålingerne.

Forholdet mellem Claire (Robin Wright) og FU (Kevin Spacey) er en stor del af omdrejningspunktet i seriens fjerde sæson, dette står allerede soleklart efter det første afsnit. Ud over Claire og Frank, bliver flere andre personer også involveret i intrigen, herunder Claires mor. Samtidig med valgkampen og de fælles intriger er fortidens udskejelser ved at fange parret. De mange ”sidehistorier” til valgkampen gør hele miseren endnu mere kompleks. Kompleksiteten, de mange løse ender og de mange skeletter i skabene er blot med til at øge spændingen. Udfordringerne for den siddende præsident bliver hele tiden større og større og virker uoverkommelige. Ufine metoder bliver taget i brug fra alle sider – det er ikke længere forbeholdt FU. Hvor FU tidligere syntes at være i kontrol med tingene, virker sceneriet pludseligt ukontrollerbart for demokraten. Derfor bliver spørgsmålet naturligt: skal det lykkes Frank Underwood at dukke op til overfladen igen – som en korkprop a la Bjarne Riis – eller bliver udfordringerne for store?

Billede 1(Billedet er taget fra afsnit 2)

Seriens særlige karakteristika

Karakteristisk for serien er dens uforudsigelighed og dens evne til hele tiden at overraske. Overraskelser er der også nok af i den nye sæson, hvor der nærmest i ethvert afsnit kommer en ny drejning. Disse overraskelser er netop det, som gør serien så seværdig. Herudover har serien notorisk også været kendt for Frank Underwoods – nærmest machiavellianske – fraser rettet mod kameraet. Desværre er netop denne del blevet mindre og mindre fremtrædende de seneste sæsoner. I de første afsnit ser denne trend ud til at fortsætte, men i den sidste halvdel af afsnittene er de tilbage – og de er ligeså fantastiske som i de første to sæsoner.

Billede 2(Billedet er taget fra afsnit 13)

Selvom serien er fiktion, beskæftiger den sig med flere højaktuelle emner. Serien beskæftiger sig således med emner såsom ISIS (ICO i serien), våbenlovgivning og problematikken omkring overvågning. Seriens emner har således også en bredere relevans, hvilket naturligvis er en bonus.

Hvis man skal sige noget negativt om serien, så er det, at der egentlig sker relativt lidt i forhold til det politiske og valgkampen. Det er således tydeligt, at handlingen skal spredes ud, så der kan laves flere sæsoner. Men når vi samtidig er mange, der gerne vil have de flere sæsoner, er det også svært at gøre alle glade.

Overgår Netflix TV2 News og CNN?

Om end det er svært at skrive en karakter ligeså karikeret og underholdende som Donald Trump, og om end landbrugspakker og fødevareministre ER spændende, så er det stadig klart anbefalelsesværdigt at tænde for sin Netflix og se de 13 nye afsnit af House of Cards. Dramaet, spændingen og niveauet er tårnhøjt her i seriens fjerde sæson. Man bliver gang på gang chokeret og forarget – på den gode måde. For hver ny sæson af serien og for hvert nyt afsnit tænker man, at det ikke kan blive vildere; men det kan det. Jeg vil derfor slutte anmeldelsen af med en mandrilfrase, der meget malende beskriver følelsen, man sidder med under afsnittene: ”vildere klovn, vildere!”

 

 

The following two tabs change content below.