Rabiate imamer legitimeres indirekte af danske muslimers perker-politiske korrekthed

11266704_10206355710758815_357591963630874327_n
Photo af Asbjørn Sand

Af Nibras Aziz, Stud. Scient. Pol.
7. Marts 2016

Det er på høje tid, at danske muslimer kommer over den perker-politiske korrekthed, som udelukkende tillader en negligering af problemstillingerne og retter fokus mod stigmaet om generalisering og misrepræsentationen. Vi kan ikke blive ved med, at skabe og leve i det narrativ, der hedder ”de imamer repræsenterer ikke islam” eller ”de prædiker kultur og ikke islam”.
Vi bliver nødt til at anerkende, at disse imamer’s ideologier og holdninger taler i Islam’s navn og at deres ord skaber og er virkelighed hos imamernes publikum – det er desværre en realitet. Hvis vi bliver ved med at skubbe disse ideologier og holdninger væk fra os, og ikke tager et standpunkt imod det, så er vi blot med til at give dem mere taletid og indirekte legtimere dem yderligere.
Hvis vi nogensinde sætter os for mål at løse nogle af de problemer, der hersker i indspiste minoritetsmiljøer med autoritære imamer, må vi først og fremmest erkende, at de findes og at disse imamer er en del af en faktisk virkelighed. For som det står til nu, bliver rabiate imamer i Danmark indirekte legitimeret af danske muslimers perker-politiske korrekthed.

 
Tirsdag d. 1 marts sendte TV2 første afsnit af dokumentaren ”Moskeerne bag sløret”. Før udsendelsen florerede diverse uddrag af dokumentaren rundt på Facebook, som danner stor forargelse, frygt og frustration blandt mange. Danske muslimer såvel som danskere. Selv sad jeg med en meget ambivalent følelse i maven. På den ene side, over dokumentaren og dens metode, men på den anden side over måden problematikken takles på af danske muslimer. Og det er sidstnævnte, der skaber den største frustration hos mig. Den måde hvorpå mange danske muslimer skubber et reelt problem væk med en konstatering som: ”Dette er ikke islam, det er kultur, og medierne generalisere os” – også kendt som den perker-politiske korrekthed. For hvad vil ikke være nemmere end at kaste skylden over på TV2 som mainstreammedie, der danner nogle indskrænkede rammer for en religions praksis, og får hele Familien Danmark til at tro på, at de kommende fire dokumentar-afsnit, er opskriften på basis-Islam kogt ned på 4×50 minutter? Og mens alt dette sker, fjernes fokus fra det egentlige problem – imamerne.

Som ethvert beriget og blot lidt sofistikeret menneske intuitivt kan antage, er skaren af de imamer, der sættes i fokus i dokumentaren, ikke svaret på den endegyldige repræsentation af de flere hundrede imamer, som er positioneret i landets 150 moskeer. Imamerne er som gruppe langt fra homogene, og deler mange forskellige ideologiske standpunkter. Dog skal dette ikke betyde, at der alligevel, er en gruppe middelalderlige rabiate imamer med en større autoritetsrolle, der er positioneret i landets mest centrale moskeer. Og selvom vi kun taler om en lille skare af landets imamer, er det stadigvæk et stort problem.

I Frankrig ser vi en bredere skare af disse mennesker med rabiate tendenser, og derfor ser vi flere statslige indsatser over for disse problemstillinger. Det er derfor i virkeligheden meget betryggende, at vi i Danmark kan løse disse problemer igennem dialog og har mulighed for at rejse en stærk opposition imod den snære skare af rabiate imamer, netop fordi disse ikke er et overtal. Det kræver dog bare, at denne dialog ikke kun skal føres mellem politikere og den lysere del af Familien Danmark, men ligeledes mellem de danske muslimer udadtil og internt, uden en perker-politisk kommunikativ blokade. Netop derfor, må vi i den offentlige debat rette fokusset tilbage mod problemet, fremfor fortsat at køre den samme smøre med, at ”vi ikke alle er sådan, og vi kan vælge til og fra” og ”de repræsenter ikke islam, men blot en kultur”. Vi kan måske vælge til og fra, fordi vores virkelighed ikke passer den virkelighed, som imamen prædiker, men sådan forholder det sig ikke med imamens faste publikum, hvis virkelighed er en anden. Desuden kan vi heller ikke komme uden om, at disse imamer tager deres udgangspunkt i koranen og profetens sædvane selvom størstedelen af danske muslimer vil mene, at det er en forskruet læsning af teksterne.
Det værste man som en dansk muslim kan gøre under disse dages blæsende ”imam-storm”, er at distancere sig fra disse imamer, og skubbe problemet væk. Vi bliver nødt til at erkende, at de er her, vi bliver nødt til at erkende, at de er en del af virkeligheden, og vi bliver nødt til at erkende, at de faktisk taler i Islams navn. Hvis vi ikke anerkender dette, er vi blot med til at legitimere dem, da vi ved at skubbe det væk fra os, fejer det egentlige problem under bordet – imamerne – og retter fokusset mod alt det, der kredser uden om det egentlige problem – stigmaet om generaliseringen. Det må være en hver muslims pligt at vise verden, at der er et ønske om at takle disse mennesker. Mennesker, der desværre har en giftig effekt over for et publikum og dermed en giftig effekt på den måde Islam repræsenteres på i visse kredse.

Først og fremmest, må vi erkende, at de imamer, der opererer i diverse moskeer oftest er mennesker, der med deres i forvejen etablerede autoritet, var blevet hentet til Danmark fra hjemlandet, da man manglede dem som religiøs resurse her i landet. Disse mennesker kom til landet og valgte ikke at sætte islam i en nuværende kontekst, men i stedet brugte og stadig bruger den islam de kender fra hjemlandet. For dem er denne fortolkning af Islam en virkelighed i deres kontekst. Og når først noget er en virkelighed i dine øjne, kan det være svært at overbevise dig om, at den egentlige virkelighed forholder sig anderledes. Derfor er den bedste måde at adressere autoritetsproblemet på, igennem institutioner etableret i Danmark. En teologisk imam-uddannelse, vil bygge grundstenene for uddannede imamer, der formår at italesætte islam i dansk kontekst. Her kan disse mennesker lære at forstå de islamiske tekster, religiøse dogmer og samtidigt lære samfundets værdier at kende igennem uddannelsens struktur.

Når vi først internt har erkendt problematikken, accepteret hvor den kommer fra, og italesat den offentligt, uden at føle os provokeret og uden behov for at beklæde os offer-rolle kappen – dvs. at dokumentaren er en grov misrepræsentation af danske muslimer – kan vi adressere autoritetsproblemet i samarbejde med staten. Det kræver dog først og fremmest, at vi kan gå ud i den offentlige debat og tør sige, ”Abu Bilal er muslim, han taler om Islam og benytter islamiske tekster, men han er stadig et problem, da hans islam er tilknyttet en anden virkelighed, som ikke passer ind her”.

The following two tabs change content below.