Sæt ikke studiefriheden over styr

Mark1

Af stud.scient.pol Mark Venborg Eriksen

Skaberstaten kunne torsdag berette om et anonymitetsproblem i det nye feedback-system, som er taget i brug i faget, International Politik og Organisation.

Jeg må indrømme, at instituttets behov for at gøre feedback-processen obligatorisk ikke huer mig.

Der er selvfølgelig god ræson i at gennemlæse hinandens opgaver, og jeg vil heller ikke negligere fordelene ved en feedback-proces studerende til studerende. Men problemet er, at det er en del af opgaven – som et hækkeløb, hvor det før har været instruktorernes opgave at tage tid, mens de studerende hoppede over hækkene, men man nu selv både skal springe over hæk og tage tid.

Det giver samme smag i munden som mødepligten i sociologi, at vi skal tvinges til at lave feedback og bare håbe på, at den falder i god jord ved modtageren. Det er ikke en særlig god smag.

Forstå mig ret – jeg vil til hver en tid lave en frivillig opgave og gøre mit bedste for at lave en ordentlig, kritisk og saglig feedback. Det irriterer mig bare, at jeg skal tvinges til det. Det giver mening, at jeg skal bestå et par opgave og en eksamen, før jeg kan få mine point. Men disse alternative måder at forbedre de studerende bør være frivillige. Uddannelsessystemet har nu været sådan i mange år, at man frit kan disponere og prioritere sin tid. Det er en værdi, jeg synes, vi skal værne om –  hvor konservativt det end lyder.

Der er uden tvivl én enkelt eller to, som vil sige; hvad så når du kommer ud i det virkelige liv, Mark – så forventer man præstationer hele tiden. Genstridigheden kan deles i to:

Hvis vi accepterer præmissen om det ’virkelige liv’, som jeg ikke er i nu, så lad mig da tage tiden til alt det, man ikke når i det ’virkelige liv’ – tage på skiferie uden for uge 7, tage et frivilligt arbejde seriøst eller forbedre mine kompetencer på anden vis. Jeg vil bare selv disponere over min tid.

Når det er sagt, så vil jeg mene, at jeg allerede nu er i det ’virkelige liv’. Jeg har arbejde, faste udgifter, mit vækkeur ringer klokken 7 hver morgen, og jeg skal tage ansvar for mine handlinger. Hvad er der ude i det virkelige liv, som jeg ikke har oplevet nu? Stiger min husleje? Bliver havregryn dyrere? Fordobles tyndekraften?

Et studie er nu engang ansvar for egen læring. Jeg er da også glad for alle de tiltag, der bliver gjort for at forbedre studiet. Tvang pynter bare ikke.

Jeg har skrevet den feedback, jeg skal for nu – men jeg ærgrer mig, hvis den bliver obligatorisk for alle.

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)