Kronik: Studietur til EU – Prøv det næste sommer!

Foto: Leon Yaakov

Af Christoffer Wisen

Min kandidat startede for et par uger siden med sommerfaget: ”Politics of the European Union”. Det er åbenbart ikke så udbredt en ting for statskundskabere at tage sommerfag, som jeg troede, men jeg kan ikke sige andet end, at det har været det hele værd!

Egentlig tænkte jeg mest, at det kunne være lækkert med lidt mere rum i løbet af semestret, men det viste sig at være en god beslutning af andre årsager. Sammen med 14-15 andre studerende fra MOISL, Welfare Studies, Journalistik og et par enkelte fra Statskundskab tog jeg faget, som bød på to ugers forelæsninger, før turen gik til Bruxelles – EU’s institutioner.

Sidste uge var – lad mig være helt ærlig – det, som gør dette fag specielt, for hvilken oplevelse det var. Normalt tænker alt for mange danskere: EU? Hvilken tør fisk, og hvad betyder det overhovedet for mig (Briterne tænkte det i hvert fald)? Jeg havde lidt de samme tanker inden, jeg startede på faget – godt nok forbedret af tre år som statskundskaber, men studieturen gav en virkelig god indsigt i, hvad EU er, og hvorfor det er så godt!

Vidste du for eksempel, at 80 % af dansk lovgivning påvirkes af EU? Og ved du så, hvordan det fungerer, når Kommissionen, Rådet og Parlamentet skal blive enige om beslutningerne? Hvis ikke du ved det, er studieturen en super fed måde at sætte billede på, hvad EU er. Og hvis du i forvejen ved alt dette (du er vel statskundskaber) – jamen, så kan du jo udnytte muligheden til at diskutere centrale EU-politiske problemstillinger: Hvad gør EU efter Brexit? Hvordan løser vi migrationskrisen? Eller hvordan løser vi den næste krise i rækken?

Skulle du ikke være interesseret i nogen af de ting – utænkeligt – kan Bruxelles også friste med rigtig god belgisk øl, en super spændende by og en masse socialt samvær med folk fra forskellige studier på det samfundsfaglige fakultet. Og er du til Pokemon (Neeej da), så er der en park, hvor der vist nok skulle være alverdens Pokemons.

Så sidder du med en lille smule interesse i EU, og leder du efter et fag på kandidaten, så kan jeg ikke andet end anbefale EU-sommerfaget.

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)