Studerende og Mor – der er mange fordele

14551049_10153998531627029_1842221815_o

Vi vil på Skaberstaten fremadrettet lave en portrætserie af forskellige studerende og andre interessante mennesker, man kan finde på institut for statskundskab på SDU. Første del af denne serie er et portræt af Alberte, der læser statskundskab på 5. Semester, der sammen med hendes kæreste valgte at få deres første barn, mens hun læste på 3. Semester.

Overvejelser
Der var mange overvejelser i forhold til at få barn under uddannelse, og en af de helt gennemtrængende var det økonomiske aspekt med at leve på en SU med barn. Alberte og hendes kæreste har endvidere erfaret, at det sagtens kan lade sig gøre, da det mest af alt handler om prioriteringer. Dette indebærer eksempelvis, at man som studerende og forældre ikke køber alt fra nyt eller vælger de dyreste mærkevarer i tøj, barnevogne osv. Dog uden at gå på kompromis med kvaliteten. Økonomien er vigtig, men SU er ikke nødvendigvis en forhindring for at starte en familie under studie.

”Når man sætter sig for at læse, så får man læst, for man har ikke tiden senere på dagen, for der skal den lille hentes”

Var dette planlagt i forhold til karrieremuligheder for fremtiden, hvis man lige skal inddrage hele aspektet med kvinder og børn på arbejdsmarkedet?

”Det var helt sikkert planlagt, men der er to sider af dette valg” starter Alberte. Den ene er, at der er en vis frihed ved at være studerende og få børn. Dette kommer af en hel del fleksibilitet, da vi jo som bekendt har omkring 12 timers undervisning om ugen på statskundskab. Dette er en klar fordel, da man som forældrene har mulighed for at aflevere sent og hente tidligt fra pasning, og derved tilbringe mere tid med deres barn, som forældre, der har et fuldtidsarbejde, ikke på samme måde har mulighed for.

Det andet er, at det godt kan være en fordel i forhold til job, når man skal ud på arbejdsmarkedet. Det faktum, at man har, eller er i gang med at stifte familie, kan godt være attraktivt i forhold til at få job. Men det har samtidigt også en indvirkning på, hvilke job man går efter, da der er mange faktorer, der nu spiller ind, eksempelvis gode skoler og børnehaver, familierelationer tæt på og muligheder for at være tæt på hjemmet. Så alt i alt, en mere praktisk tilgang til jobmuligheder.

”Efter jeg er blevet mor, så har jeg meget mere overskud som studerende”

Hvordan har det påvirket dit liv som studerende?

”Efter at jeg er blevet mor, så har jeg fået mere overskud som studerende.” Alberte understreger, at det selvfølgelig indebærer, at man laver sine ting, men at hun tager det mere afslappet, og fortsætter ”Et bedre overblik over stort pensum med andre ord. Jeg har tidligere følt, at jeg skulle kunne alle teksters mindste detaljer, men nu behøver jeg blot at vide handling og mening overordnet.” Hun forklarer endvidere om andre fordele som eks. ”Også bliver man bare mere struktureret. Når man endelig sætter sig for at læse, så får man læst, for du har ikke tiden senere på dagen, for der skal den lille hentes, eller også er han vågen. Så det er om at få lavet noget, når man endelig har muligheden”.

Har dette ændret på de forventninger/pres du har sat på dig selv i forhold til studiet?

Alberte fortæller: ”Jeg tror, at mange studerende, særligt piger, har det, som jeg havde det, inden jeg blev mor – at man har meget høje forventninger til sig selv. Ligeledes gælder det for eksamener. Jeg tager det mere afslappet. Selvfølgelig bliver jeg nervøs, men jeg er ikke ved at falde fra hinanden, og mine forventninger til mig selv er blot, at jeg skal bestå. Selvfølgelig vil jeg gerne have en god karakter, men med en lille herhjemme, sætter det til tider sine begrænsninger, hvor meget man kan fordybe sig.”

Universitets rolle
Alberte og hendes kæreste traf beslutningen om, at Alberte ikke skulle tage barsel, men derimod fortsætte studiet under hele forløbet. Det var blandt andet på grund af gode studiekammerater på hendes øvelseshold, og en lille frygt for ikke at komme tilbage, hvis hun tog barsel, der var argumenterne for fravalget af barsel. På grund af denne beslutning, var det derfor begrænset, hvad der har været med kontakt til universitetet, omkring det at blive forældre. Faktisk er en e-mail korrespondance med studievejlederen den eneste kontakt. Så derfor har selve universitetet spillet en meget lille rolle.

Afslutningsvist snakkede vi om, var hvad universitetet kan gøre for netop at efterleve og gøre det lettere for de studerende, der har eller gerne vil have børn under studie. En af de mest lavpraktiske ting er blandt andet at få et puslebord eller to på universitetet, hvilket vil give de studerende mødre eller fædre en mulighed for at medbringe deres barn, hvis deres pasningsmuligheder glipper for en dag. Endvidere vil blandt andet en form for konsulent tilknyttet universitetet, som kender til forældres rettigheder i form af økonomiske støtteordninger både i forhold til SU, men især i forhold til regler fra kommunen, være en rig mulighed for efterkomme (noget af) presset fra samfundet, og gøre livet lettere for studerende forældre.

The following two tabs change content below.

Maja Øvlisen

Nyeste indlæg af Maja Øvlisen (se alle)