Studienævnskandidat: Systemet favoriserer danskere

DSC_0083

“Jeg kan godt se, at jeg lyder som en dårlig taber – men det er mere princippet i det”.

Sådan siger Danut Alexandru, der var 5 stemmer fra et sæde i studienævnet. Det viser sig, at flere internationale studerende fra Europæiske Studier ikke har kunne stemme ved studienævnsvalget, som sluttede onsdag d. 23. klokken 19.

Han mener, at det kan have haft stor betydning for valgresultatet, at internationale studerende ikke kunne stemme.

Forklaringen er, at flere af de studerende har midlertidige CPR-numre, og netop det har sat en stopper for deres mulighed for at stemme.

“Mange af mine medstuderende har ikke kunne stemme. Det er selvfølgelig ikke sikkert at de ville stemme på mig, men det er jo princippet i, at folk ikke kan blive hørt,” siger Danut Alexandru.

Han undrer sig særligt over, at det ikke er nok at være indskrevet på studiet. Skaberstaten har fået indsigt i en række mails, hvor Danut Alexandru har kontaktet valgsekretariatet om problemet, men hvor svarene tilsyneladende er udeblevet.

Teknisk fejl
Efter Skaberstaten selv har kontakt valgsekretariatet, er fejlen fundet:

Det viser sig, at der er tale om en teknisk fejl. Hvis en studerende ikke har et CPR-nummer, når vedkommende bliver indskrevet på Syddansk Universitet (SDU), får han eller hun et SDU-CPR-nummer. Disse bliver brugt i statistikkerne, når der skal oprettes brugere til de studerende.

Hvis man så siden brugeren er oprettet har fået et rigtigt CPR-nummer, kan systemet ikke lade personen være stemmeberettiget.

Problemet er det samme for studerende på Københavns og Århus Universitet.

Valgsekretæren på SDU, Kristian Græsborg, fortæller, at han har rettet fejlen ved de personer, der har henvendt sig med problemet.

Valgkomitéen blev orienteret om problemet ved deres møde i går, torsdag (den 24.11.2016) og tager, som det lyder, problemet til efterretning. Hvis de modtager en klage, skal de beslutte, om der skal være omvalg.

Danut Alexandru fortæller, at han har tænkt sig at sende en klage:

“Det står i reglerne, at man kan sende en klage inden for fem hverdage efter valget. Og det har jeg planer om at gøre, hvor jeg skriver, at jeg mener, valget skal gå om. Jeg håber på et omvalg, også selvom jeg kun får 10 stemmer. Det handler jo om princippet – alle skal have en ens og fair chance”.

Studienævn for danskerne
Ifølge kandidaten er stemmeproblemerne ikke det eneste problem valget. Danut Alexandru skrev til Studiekontakten og klagede over, at alle formularer og indhold om studienævnsvalget kun står på dansk.

Studiekontaktens svar var som følger:

“I have received an answer from the election committee. The reason why the materials and websites for the election is in Danish is that all meetings will be held in Danish. Therefore you have to speak and understand Danish.

I hope this answers your questions, otherwise you may contact us again.”

Sådan skriver en assistent fra Studenterservice Sønderborg i et mail-svar til Danut Alexandru.

“Det er jo ikke fair. Det er tydeligt, at de favoriserer de danske studerende, når alt står og foregår på dansk,” siger kandidaten.

Danut Alexandru fik 37 stemmer og er dermed blevet 1. suppleant til posten i studienævnet.

The following two tabs change content below.

Mark Venborg Eriksen

Skribent på Skaberstaten. Studerer Statskundskab på Syddansk Universitet. Arbejder desuden som redaktør på magasinet RUST og kommunikationsmedarbejder i Odense Kommune

Nyeste indlæg af Mark Venborg Eriksen (se alle)