Lugten af frihed

Lugten af surt affald krasser i mine næsebor. Sirenerne fra en ambulance skriger sig vej gennem de møgbelagte gader i det nedslidte Queens. Lyset skifter fra rød-hånd-stop til hvid-mand-gå, og jeg skridter over det korte lyskryds. Ledningerne hænger ned som slanger fra den skæve mast. Mit blik er rettet mod trappen ned til den snoede, flisebelagte undergrund.

En dunst af olie og gammel sved blander sig med den tykke varme, mens jeg bevæger mig dybere ned i metroens indre. Jeg mærker, hvordan temperaturen stiger en grad for hvert trin, jeg går ned. Perronen er oplyst af en gul, trist belysning, der dårligt nok når ud i de mørke kroge.

Mens jeg kører mit metrokort igennem automaten, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fjernt dette virker fra det USA, som vi ser i Tv’et. Man skulle ikke tro, at man stod nede under jorden i guds eget land. Der er ikke meget, der får mig til at tænke på stort lederskab her. Tværtimod får jeg følelsen af noget, som er blevet overset. Et manglende overskud til at kaste sig over et projekt, som har fået lov til at stå og passe sig selv. Jeg priser mig selv lykkelig for, at jeg kun skal benytte dette system i en begrænset periode. Det er ikke fordi, jeg føler mig udsat, men det er ubehageligt at bevæge sig rundt i de snoede gange under New Yorks gader. Jeg tænker ikke: ”Wow, her er at land med mange penge. Her er der masser af fart på og frie muligheder.” Det virker ærlig talt forfaldent trøsteløst.

Jeg placerer mig i den ene ende af den engang hvide perron. Jeg kan stadig ane de kunstfærdige mønstre, der engang prydede de flisebelagte vægge. De er nu belagt af sod og møg fra de mange år, der er gået med stressede pendlere og fyldte toge.

Længere nede i tunnelen står fire unge fyre af afrikanske afstamning. Deres stemmer fylder den ellers øde perron. De chatter og langer ud efter hinanden. Der bliver kastet er par blikke over mod mig, da det er tydeligt, at jeg ikke hører til hernede. Min måde at gå og kigge rundt på afslører mig hurtigt som en tåbelig turist.

Fra det omsluttende mørke lyder der dyb en rumlen som fra en bjørn, der vækkes fra sin vintersøvn. De gule lygter brænder sig vej gennem den sorte tunnel. Skrigene fra de rustne bremser bryder latteren af de fire venner. Jeg stiger ind i den skinnede stålvogn, der er prydet af det amerikanske flags striber og stjerner. Idet dørene lukker, råber den ene af de fire venner, at vi nu skal høre hans yndlingssang. Et remix af Coronas Rythm of the night bliver sat på en speaker og fylder luften med rytme. Mens toget bumler sig vej gennem de snoede gange, bliver jeg og de resterende rejsende underholdt af de fire venner. I takt med musikken svinger de sig rundt i toget. Som akrobater fylder de den trænge plads med flyvende lemmer. Jeg forestiller mig, hvordan en af dem mister grebet, og jeg får et ben i hovedet, men de har fuldstændig kontrol over deres imponerende metroakrobatik. Dét er landet bygget på muligheder og frihed. Frihed til at klare sig selv. Du er, hvad du selv gør dig til.

Man mærker den ene procent, når man går mellem de søjlebeklædte bygninger på Wall Street. Den ene procent som sidder på magten. Et sandt aktiemarked af muligheder, står som mastodonter på 5th Avenue og Broadway. Ja, her er magten og de mange penge, som USA lever og ånder for.

Jeg behøver bare at bevæge mig lidt ned af nogle sidegaderne, før tanken igen strejfer mig. Måske kan folk også få for meget frihed. Stanken af det sure affald, river stadig i mine næsebord, selvom jeg har bevæget mig fra det fattigere Queens til det rigere Manhattan. Der lugter som i et tredjeverdensland, når man passerer de store bunker af sorte plasticposer, der fylder det halve af den betonbelagte gade. USA’s ultimative frihed giver ikke kun store biler og høje huse. Den giver en ildelugtende stank, der sætter sig i dit tøj, selv når du går på 5th Avenue og Broadway. Så er det at betale den skat herhjemme måske alligevel ikke så slemt endda. De flere penge mellem hænderne virker bare ikke så tillokkende herovre, når lugten af det rådne affald og de overfyldte kloaker følger dig for hvert skridt du går.

Det er et land som brander sig selv på frihed og den nye chance. En ny start.  Men selv deres gudinde for frihed må sænke armen og holde sig for næsen.

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet OSR Morgen i Odense studenterradio.