Kommunalpolitik i Odense 101

Er du ny i Odense, er du sandsynligvis lidt forvirret. Foruden at skulle finde rundt på Gydehutten, så skal du også finde rundt i en by, hvor der lukkes en ny gade hver anden uge. Og d. 21/11 skal du stemme til et kommunalvalg i en ny by, hvis kommunalhistorie du ikke kender. Vil du være bare en smule mindre forvirret, så læs med, og bliv bedre klædt på til valgdagen i Odense Kommune!

Rød borgmesterhistorie
Første gang byrådet selv udnævnte Odenses borgmester i 1919, gik kandidaturet til de Konservative. Der skulle gå 18 år med konservative borgmestre, før vi fik den første socialdemokratiske ledelse. Siden da har Odense Kommune haft en borgmester fra Socialdemokratiet, kun afbrudt af Jan Boye (C) i 2006. Spørger du en dedikeret socialdemokrat i byen, var denne sejr også blot et resultat af systematiske optællingsfejl opstået som følge af navneforvirring.

Anker Boye og det nye Odense
Den konservative succes varede dog ikke længe, og Odense blev som kendt rød igen med Anker Boye i spidsen. Det var netop i Ankers sidste tid som kommunens borgmester, at han kom til at definere det Odense, vi kender i dag – en by i transformation. Måske kender du bedst Anker Boye som borgmesteren, der glemte at slå roaming fra på en tur til Tyrkiet, og endte med at modtage en regning fra TDC på en kvart million, men han har også modtaget en masse opmærksomhed, da han forsøgte at sætte Odense på storby-kortet.

Odense som storby eller stor byggeplads
Det man de sidste år har talt mest om i Odense, er netop omdannelsen af byen, som Anker satte i gang. Der var stor uenighed blandt politikere samt borgere i kommunen i forhold til lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Det er den gade, der nu er spærret af fra Banegården og ned til Rådhuset. Men før lukningen, var TBT en af de primære trafikhovedåre i byen. Byggeriet er imidlertid godt i gang, og i 2022 skal den samle bymidten omkring de nye byggerier.

Man havde med disse planer visioner om Odense som storby, men bekymringen fra Venstre i byrådet var, at en lukning ville skade det lokale erhvervsliv. Også letbaneprojektet skaber debat og trafikpropper i byen. Ideen er, at den kollektive transport skal mindske CO2-udslippet, forbedre trafikken og være den hurtigste måde at komme fra den ene ende af byen til den anden. Men dette er selvfølgelig et dyrt og langsommeligt projekt, som løber op i milliarder. Disse projekter er noget, der skiller fløjene, dog samler det borgerne — De fleste glæder sig, men alle er trætte af den ekstra trafik, det medfører.

Jane vs Peter
Nu er der valg igen, og det er her, du kan være med til at bestemme, hvad der videre skal ske med Odense. Forsimplet er det socialdemokraten, Borgmester Peter Rahbæk Juel, der konkurrerer mod Venstres Jane Jegind om borgmesterposten. Rahbæk overtog efter Anker Boye d. 1. januar 2017 og Jane har været spidskandidat for Venstre ved kommunalvalg i Odense siden 2005, og er nuværende by- og kulturrådkvinde.

Blandt odenseanere er Peter mest kendt for sit sammenstød med Black Army, og Jane for at være uenig i alt, hvad der kommer ud af munden på Peter.

Du kan selvfølgelig også stemme på andre partier, også med stærke personlige profiler såsom LA’s Tonny Vest – altid iført vest, Susanne Crawley – den forelskede Radikal og Alex Arhendtsens efterkommer, Christel Gall, med sin karakteristiske valgplakat.

Hvis du ikke er mindre forvirret nu, så frygt ej. De fleste indfødte er også forvirrede.

The following two tabs change content below.

Mariam Førby

Nyeste indlæg af Mariam Førby (se alle)