Vi skal være maskiner, ikke mennesker

Da Emin Slijepčević gik ned med stress, var det efter en lang, sej kamp for at følge med på studiet. Et pres, der kommer af det uddannelsessystem, som er blevet reformeret til at producere maskiner og ikke innovative, unge mennesker.   

Vi kender det alle sammen. Følelsen af, at hele verden falder sammen om ørerne på en. Som nogen, der hiver dugen af bordet, og du prøver at gribe alt det pæne porcelæn, inden det falder på gulvet og smadres i tusinde stykker.

Vi hører fra tid til anden om studerende, om unge mennesker, som bukker under for presset. Unge mennesker, som prøver at følge med strømmen. De prøver at få gode karakterer, men også at være godt med i det sociale liv. Vi hører om, hvordan de er brudt sammen, hvordan de brokker sig over den moderne konkurrencestat, og hvordan hele uddannelsessystemet har frarøvet dem deres læringslyst og gjort dem til endnu et tal i kapitalismens trædemølle.

Du tænker måske, at de bare skal tage sig sammen. At det hele bliver blæst ud af proportioner. Du ryster på hovedet og siger, at de skal komme videre i stedet for at skrive endnu en frustreret klumme i Politiken med et opråb til den danske befolkning om, hvordan vi taber den unge generation til konkurrencestatens umættelige appetit.

Emin Slijepčević fra 4. semester på Statskundskab var en af dem, der rystede irriteret på hovedet over de studerende, der klynkede over stress. Værre var det vidst heller ikke. Emin Slijepčević ved bedre nu. Han har prøvet det på krop og sind, og han ved nu, at det at komme videre ikke er lige til. Stress er ikke bare stress. Det er ikke bare den følelse, du har, når det har været en travl dag. Stress er en sygdom. En sygdom, der ifølge Emin ikke bliver taget alvorligt nok.

Vi er bare tal…

Emin er klar over, at hans stress og angst til dels er selvforskyldt, men han synes, at en del af ansvaret også ligger hos det uddannelsessystem, vi har i dag, og særligt hos den måde de studerende bliver modtaget på universitetet, når de starter.

Han husker sin egen velkomst, som havde fokus på det store ansvar, der ligger hos de studerende. Der blev ikke givet ved dørene her. Han synes, der blev lagt et stort pres på de studerende og skabt et skævvredet billede af, hvordan det er at gå på universitet. Man skulle læse alt, altid være forberedt og have skrevet noter til alle teksterne.

”Hvis det var en arbejdsplads, Instituttet for Statskundskab, så ville fagforeninger have stået i kø for at sagsøge dem, fordi så mange har stress, men på et universitet er det lige meget. Vi er bare tal. Vi skal bare igennem. Det behøver ikke var rundkredspædagogik, hvor vi skal sidde og klappe hinanden på skuldrene, men der mangler et blik for det hele menneske.”

Universiteterne er interesseret i, at så mange som muligt gennemfører deres uddannelse, og det ville være en bjørnetjeneste at give det indtryk, at du bare kan læne sig tilbage uden at røre en finger. Der skal lægges hårdt arbejde i det. Ifølge Emin er der blevet skabt et billede af en universitetsstuderende, som er helt uopnåelig i forhold til den virkelighed, vi lever i, og i forhold til hvad der er nødvendigt.

Emin giver hverken SDU, sine undervisere eller sine medstuderende skylden for, at han fik stress. Ingen har gjort noget forkert. Det er systemet, der er gal på den. Hvis nogen ifølge Emin skulle have skylden, så skulle den gives til politikerne. Fremdriftsreformen vil have de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet, hvilket har øget presset hos mange studerende. For Emin og mange andre har den nye reform dog forlænget studiet med et år ekstra.

Det svære ved at sige nej

Emin startede på Statskundskab i 2016. Han kom med kriller i maven den første dag. Spændt på alt det nye, men også spændt på, om han var god nok. Emins nervøsitet blev fodret af en tale på den første introdag: En tale om, at nu var det ansvar for egen læring. Her på universitetet gik der ingen pædagoger. Det var op til dig selv, om du gennemførte.

Talen præsenterede de nye studerende for forhold, som vi nu kender til og accepterer, men for Emin fik det knuden i maven til at vokse sig større. Han var bange. Var han god nok? Han havde klaret sig godt i gymnasiet, så hvad var der at frygte?

Han blev hurtig en aktiv del af studiet. Både det faglige, men også det sociale deltog han med stor engagement i. Han tog flittigt del i foreningslivet, med medlemskab i foreningen Samfundsblik og planlægning af den årlige konference: Agora 17. Derudover kunne du finde ham nede i Rema 1000, hvor han tjente ekstra penge, så den ikke kun stod på pasta og ketchup. Emin er også meget politisk interesseret med sit medlemskab i Radikale Venstres Ungdom og en klumme i Fyns Stiftstidende. Der var ikke et minut, som ikke var frit, og det gik da også fint i starten, men så begyndte de første symptomer at komme:

”På første semester startede jeg med at have symptomer som at gå og have ondt i maven over ikke at nå at læse, vågne op med hjertebanken og tænke ”åh nej, åh nej””.

Emin besluttede sig for at starte til psykolog. Han kunne mærke, at alt ikke var, som det skulle være. Han tog kontakt til studenterrådgivningen, der hjælp ham til psykologrådgivning. Det var bare ikke nok:

”Jeg er en type, der har rigtig svært ved at slække på ting. Jeg bryder mig ikke om at fremstå som en, der ikke lever op til det, man forventer. Det har jeg lært nu. Det kan man betale dyrt for.”

Derfor var det ikke glæde, der strømmede igennem kroppen på Emin, da han den 4. april 2017 blev valgt som kandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget. Byrden på hans skuldre var i forvejen så tung til, at han kunne bære den.

Men Emin ville ikke give op! Han måtte bide tænderne hårdt sammen og få det til at fungere. Han ville det her! Han brænder for politik, og der var ikke noget, han hellere ville, end at give de andre partier kamp til stregen under kommunalvalget. Problemet var blot alt det andet, han samtidig skulle forholde sig til.   

Da alt pludselig blev en pligt

Selvom Emin var startet til psykologrådgivning, hjalp det ikke på den store knude i maven og på de søvnløsenætter, hvor han lå med hjertebanken. Han havde fået endnu mere at se til, hvilket kun gjorde symptomerne på stress værre. Knuden i maven var groet fast. Han begyndte at miste koncentrationen, når han sad og læste eller sad til forelæsning. Hans hjerne var så overbelastet, at han kunne blive svimmel, når han sad og prøvede at følge med i undervisningen.

Til sidst var der ikke længere noget ved at stå op om morgenen. Der var ingen glæde, og selv en aftale nede i byen med en ven blev uoverskuelig. Det blev en pligt at skulle være sammen med sine venner og komme ud på universitetet. Nu handlede dagen om at komme hjem i seng så hurtig som muligt.

”Kroppen reagerer, som om du bliver jagtet af et rovdyr, selvom du er i trygge rammer.”

Det var først med hjælpen fra en professionel psykolog, at der for alvor blev taget hånd om Emins situation. Hans krop og hoved var stadig ved at aflaste, da han startede igen efter ferien mellem 1. og 2. semester, hvilket førte til humørsvingninger og utilpashed.

”Jeg blev simpelthen nød til at cutte mit studie ned. Arbejdet skulle jeg sygemelde mig på. Hun anbefalede også, at jeg trak mig som kandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget.

Selv da psykologen sagde det, gik der en måned, før jeg erkendte, at det var nok det, jeg var nødt til at gøre. Det tog lang tid før jeg fik erkendelsen af, at jeg kunne ikke fortsætte sådan. ”

Emin fik konstateret alvorlig stress, og han havde gået med det i så lang tid, at det havde udviklet sig til angst. Det er forskelligt fra person til person, hvordan man oplever angst, og hvordan det kommer til udtryk. For Emin kom det blandt andet til udtryk, når han skulle læse eller sidde til forelæsning. Det var en smerte i kroppen, som krøb ind under huden på ham, mens han hjerte begyndte at slå hurtigere, og koldsveden løb ned af ryggen på ham.

Det svære ved at have angst og stress er, at det ikke er en fysisk lidelse. Det er ikke noget, der kan ses ude fra. Derfor kan det være svært for pårørende at forholde sig til. Emin mødte dog meget omsorg og kærlighed, da han fortalte til sin omgangskreds, at han led af stress og derfor måtte droppe en del af sit sociale engagement og skære ned på sit studie.

Samme aften, som han skrev til formanden for vælgerforeningen i Radikale Venstre, at han desværre alligevel ikke kunne stille op som kommunalvalget, skrev han også en status på Facebook, hvor han forklarede situationen. Heldigvis væltede det ind med støttende kommentarer fra både venner og bekendte, der bakkede ham op i hans beslutning.

Også på universitetet har der været hjælp at hente. Den faglige vejleder var meget støttende og lagde en sirlig studieplan for Emin, så han ikke skulle bekymre sig over, hvordan han skulle blive færdig med sin bachelor.

Tilbage i politik

Det går den rigtige vej for Emin igen. Det hjalp meget at skære ned på studie, arbejde og fritid. Han havde brug for tid. Tid til at komme sig oven på det kolossale pres, han havde fået lagt på sin hjerne. Der er blevet gået en masse ture ude i skoven. Han har taget en dag ad gangen. Knuden i maven er bundet op, og lysten til at lære og studere er kommet tilbage.

Det har været et langt, hårdt og smertefuldt forløb for Emin, men han er også blevet meget klogere. Både på sig selv, men også på hvor lille en plads psykiatrien har i vores samfund. Emin er bestemt ikke færdig med politik. Hans stress var et bump på vejen, men han er kommet stærkere ud. Nu med viden om et område i samfundet, der skal meget mere fokus på i dansk politik og i det danske sundhedsvæsen. Emin Slijepčević skal tilbage i dansk politik.

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet Rundstykket.