De kommunalpolitiske lussinger kan give røde kinder på Christiansborg

Billede fra Europolitics.ro

Poul Nyrup (S) sagde engang om Dansk Folkeparti, at stuerene det bliver de aldrig. En sætning, han nok har måtte sluge igen. Gennem de seneste 20 år er Dansk Folkeparti galopperet henover den jyske hede og ind på Borgen. Overraskende var det derfor, da de sidste stemmer blev talt op til kommunalvalget den 21. november 2017, og Dansk Folkeparti røg på gulvet med et brag. Én borgmesterpost kunne det blive til… på Læsø.

Kommunalvalget den 21. november 2017 var ifølge Ulrik Kjær, professor i Statskundskab, et almindeligt valg, hvis vi dog kigger på det, som kommunalvalget 2017 og ikke som 98 forskellige valg. Det var business as usual, som han selv udtrykker det.

Vi andre vil måske huske tilbage på det som valget med den store Anna Mee Allerslev sag, der blev mediernes foretrukne historie, da 98 forskellige kommuner med tilhørende valgkampe alligevel var for meget at gabe over for de konflikthungerende medier. Der gik som altid københavneri i den. Nogle vil måske også mindes den charmerende Per Zeidler fra Syddjurs Kommune, der blev taget i at ligge og køre frem og tilbage til sexorgier.

Valgets store overraskelse

Når det kommer til stykket, så var der alligevel én overraskelse, som fik Ulrik Kjær til at blinke en ekstra gang. Det var han ikke alene om. Sammen med resten af de politiske kommentatorer, journalister og politikere havde han ikke forudset den vælgerlussing, som slog Dansk Folkeparti ned fra den bølge af fremgang, de ellers har reddet på de sidste mange år.

Én borgmesterpost kunne det blive til – og så i Danmarks mindste kommune. Det var en noget forbitret Christian Thulesen Dahl, som vågnede morgenen efter med et stort, rødt omrids af kommunalpolitikkens jernnæve på kinden. Det gik op for ham, at hans nye giftemål med Socialdemokratiet inde på Borgen ikke var blevet anerkendt af resten af familien DF ude i landets kommuner.

”Det var en klar undervurdering af, at der altså sidder nogen ude i kommunerne, der godt kan tænke selv og sidder i en helt anden politisk virkelighed end inde på Borgen. De arbejder i et væsentligt mere tillidsbasseret system, hvor det er væsentligt vigtigere med den relation, man har eksempelvis til Venstre, end den, man har inde på Borgen”, siger Ulrik Kjær professor i Statskundskab og ekspert inden for kommunalvalg.

Ingen ved, om Dansk Folkeparti har nået sin topposition

Ingen havde regnet med, at Dansk Folkeparti ville få et katastrofalt valg og gå 1,3 procentpoint tilbage. Man havde i stedet forventet, at det netop var til dette valg, de ville slå igennem lokalpolitisk og tage en stor bid af Socialdemokratiets vælgere.

Det viste sig i stedet, at Socialdemokratiet fik et fantastisk valg, hvor de næsten fik hver tredje stemme. Et resultat, som får selv den mest hårdføre bondemand fra Venstre til at ryste i bukserne om natten.

Er Dansk Folkeparti nået endestationen? Er grænsen nået for, hvad den danske borger vil gå med til af indvandrekritiske udmeldinger og sukken over, hvor ringe vi behandler vores ældre.

Ifølge Ulrik Kjær er der ikke nogen formel på, hvornår et parti har nået sit maksimum for vælgertilslutning. Alle partier har lige stort potentiale til at blive lige så store lokalt, som de er landspolitisk. Det kræver, at de får de rigtige kandidater og de rigtige lokale dagsordener. Dertil skal de også vinde kampen mod konkurrenterne.

”Jeg vil sige, DF har helt sikkert en chance for at gøre noget ved det der gab, men det må virkelig være hårdt for dem. Det var jo den her gang, de havde sat alle kræfter ind, og der lykkes det ikke. Så de skal finde en anden strategi. Herunder også, at det ikke er i Socialdemokratiet, de skal finde alle løsningerne”,  lyder det fra Ulrik Kjær. 

Der var en ide i Dansk Folkeparti om, at det nok skulle gå, så længe de bare snakkede om utilpassede indvandrere og ældre, der skal havde det bedre. De er på hjemmebane, når det gælder indvandrere og ældre, men resten af deres landspolitisk har de svært ved at bruge kommunalt.

Hvis du spørger Ulrik Kjær, er det de færreste, som kan sige noget om, hvor Dansk Folkeparti placerer sig, når det gælder skoler og dagsinstitutioner, andet en at svinekød skal være en obligatorisk del af pensum.

Kommunalvalget 2017 blev et wake up call for DF

Denne valgkamp har været et prima eksempel på, at de alliancer, der bliver lavet på Christiansborg, ingen legitimitet har ude i kommunerne. Her er det nogle andre dagsordner, der gælder.

”I den kommunalpolitiske virkelighed, når de sidder og konstituere sig, så er de bedøvende ligeglad med, hvad der foregår inde på Borgen. De er meget mere optaget af forholdet til den lokale socialdemokrat eller den lokale DF’er, de har haft de sidste fire år. Herunder også, hvis du er DF’er, det forhold du har haft til den lokale venstre borgmester eller venstre spidskandidat”, udtaler Ulrik Kjær. 

Det spændende bliver nu at se, om resultaterne fra dette kommunalvalg kommer til at have en indflydelse på den retorik og politik, der bliver ført på Christiansborg. Hvis du spørger Ulrik Kjær, så han ikke bleg for at sige, at kommunalvalget den 21. november 2017 sagtens kan have en afsmitning på den landspolitik, der fremover vil blive ført på Borgen. Du kan ligefrem kalde kommunalvalget 2017 for et ”wake up call” for visse folketingspolitikere. De må erkende, at det ikke kun er dem, der bestemmer i Danmark.

Kommunalvalget har givet Dansk Folkeparti en gylden mulighed for at gøre sig nogle tanker omkring, hvordan de skal agere i fremtiden. De har været et parti, som har fået en større og større vælgertilslutning uden rigtig at konsolidere sig ved eksempelvis at gå i regering. Tiden har nu vist, at det må være på tide at tænke i nye baner.

”Det, der bliver interessant, det er om de lussinger, som trods alt er blevet uddelt ved valget, kan have nogen landspolitiske afsmitninger”, udtaler Ulrik Kjær.

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet OSR Morgen i Odense studenterradio.