Lars Løkke har intet trofæ at vise frem

Billedet er fra BT.dk

Snakken går i krogene, og rygterne lyder på, at der snart kommer et folketingsvalg. Enten det, eller at en ministerrokade er lige om hjørnet. Det er ikke nemt at være Lars Løkke i disse kolde tider. 

Det har været en turbulent omgang for statsministeren, som febrilsk har prøvet at holde sammen på sin trekløverregering. En regering, der godt kunne bruge at finde en firkløver inde på de bonede gulve på Borgen.

Den kolde tid har bragt mange søvnløse nætter hos Lars Løkke. Ikke nok med, at han har kæmpet med sine egne personlige sager, nu med anklager om korruption, så har han også skulle forhindre, at Anders Samuelsen (LA) og Kristian Thulesen Dahl (DF) ikke skambed hinanden i forhandlingen om finansloven og skattelettelser.

Nu går snakken om, hvad fremtiden kommer til at bringe. Der har både været slå på tråden omkring, at der kommer en ministerrokade for at skabe nye muligheder for sejre hos regeringen, samtidig med, at de politiske kommentatorer begynder at snakke om et nært forstående folketingsvalg.

Det er ikke til at vide, hvad Løkke pønser på, men en ting er sikkert: Folketingsvalg skal der være inden for det næste halvandet år, og inden da har han brug for mere positiv omtale om sin trekløvede regering.

Tidligere har kommunalforskeren Ulrik Kjær i et interview til Skaberstaten udtalt, at det forhenværende kommunalvalg i 2017 muligvis vil have en indflydelse på det kommende folketingsvalg:

”Jeg tror godt, at man kan forestille sig, at ’17 valget kommunalpolitisk vil have en indflydelse på landspolitikken, især i samarbejdet mellem Socialdemokratiet og DF. Jeg tror simpelthen godt, der kan sidde nogen på Borgen og har fået et wakeup call,” lyder det fra Ulrik Kjær, professor i Statskundskab på SDU.

Korkproppen, der flyder ovenpå

Det er ikke de gode historier, som har sværmet om Løkke og hans regering. Derfor var det kun mere brænde på bålet, da kommunalvalget den 21. november 2017 løb af stablen, og resultatet blev offentliggjort.

Det er ingen hemmelighed, at det var et skidt valg for Venstre og ikke mindst Lars Løkke. De 3,5 procentpoint, som Venstre gik tilbage ved valget, var ikke uventet, men det var stadig et nederlag.

”Hvis ikke, det var fordi, det var Løkke, som er den der korkprop, så ville han jo have ligget og grædt stadigvæk, og de mister en del borgmesterposter. De blev jo grinet af og latterliggjort, i de fire store kommuner”, udtaler professor i Statskundskab på SDU, Ulrik Kjær.

Ikke nok med, at det var et stort nederlag for Venstre kommunalpolitisk, så mener Ulrik Kjær, at det også vil have en indflydelse rent landspolitisk. Problemet for Løkke og resten af holdet er, at de mangler en solid base i de fire store byer.

Efter Ulrik Kjærs egen vurdering var ingen af de fire store kommuners spidskandidater fra Venstre stærke nok. Hvis Venstre havde haft stærkere kort på hånden og opnået et bedre valgresultat, havde Løkke også haft fire personer, som kunne skabe noget opmærksomhed omkring Venstre ved næste folketingsvalg.

”Han har ikke nogen, han kan vise frem, men han har heller ikke nogen, som arbejder bare af sig selv og blander sig i en masse debatter og gør sig positivt bemærket. Der sidder fire tilbage, der har fået en lussing simpelthen. Det er bare et dårligt udgangspunkt,” udtaler Ulrik Kjær.

Selv én sejr i en af de fire store kommuner havde været en sejr for Løkke og Venstre. Der er rigtig mange vælgere i de fire store kommuner, som en stærk venstrekandidat kunne nå ud til, men som Socialdemokratiet har siddet tungt på de sidste valg. De har været kendt som Socialdemokratiets sikre trofæer gennem en længere årrække. Derfor er det ekstra skidt for Venstre, at de stod så sløjt i de fire store kommuner.

Lars Løkke har ingen stærke trofæer at vise frem, når han skal kæmpe sin sag. Derfor er det også første prioritet for ham, at regeringens udspil om et Danmark uden ghettoer kommer til at gå efter planen. Han skal have noget at hive op af hatten til et kommende folketingsvalg.

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet Rundstykket.