I Europa har vi et idealiseret billede af, hvad vi kan med militæret

Europa er ikke stærk nok til at stå på egne ben. I hvert fald ikke, når det gælder dets militære styrke. Vi er afhængige af USA´s mægtige næve, som vi flittigt bruger til at afskrække Rusland med. En næve, hvis størrelse og styrke vi endnu ikke selv kan hamle op imod. Patriotismen løber ikke lige så stærkt i europæernes åre, som på den anden side af Atlanterhavet.

 I Danmark og mange andre europæiske lande er krig noget, de fleste af os kun har set på film eller hørt om i TV-avisen. Vi har en meget overfladisk kontaktflade til krig og en helt anden forståelse af krig sammenlignet med vores amerikanske allierede. Der er en trend i Vesten og særligt i Europa om, at krig ikke er noget, som gør ondt. Vi er enormt dygtige til at ramme vores mål uden for mange civile omkommende. Sådan lyder af analysen blandt andet fra Sten Rynning, politolog og professor i international politik ved Syddansk Universitet.

Krig bliver i Europa formidlet som krisehåndtering og udviklingsarbejde, og det fjerner fokus fra den grusomhed, der også er i krig. Han mener, at historierne om de mange succesfulde bombetogter i Syrien er kørt af sporet. Det skaber et for positivt billede af krig.

”Når der udøves organiseret vold, er der store menneskelige omkostninger. Det er der nogen nationer, der er bedre til at kommunikere end andre, og det er typisk dem, som har en tættere kobling mellem deres samfund og krigsredskabet,” udtaler Sten Rynning

Vores forståelse af krig er grundet i vores nærhed med den. Jo større grad befolkningen er en del af det militære apparat, jo mere realistisk og mindre idealistisk er vores syn på krigsførelse.

”Jeg synes, vi kan observere, at der er en tendens i Europa af, at vi har et lidt idealiseret billede af, hvad vi kan med militæret. Derfor vil vi altid komme i problemer, når vi bruger det. Virkeligheden er bare mere brutal,” udtaler Sten Rynning.

USA, Storbritannien og Frankrig har en helt anden berøring med militæret. Det er naturligt at have hele familier i forsvaret, samt at have en forståelse af, at forsvar er noget, der involverer den aktive brug af et militært apparat. Disse lande har også en politisk elite, som ikke er bleg for at flekse muskler og bruge militæret aktivt i udenrigspolitikken. I modsætning hertil ser vi videre ud i Europa, at regeringer i bl.a. Tyskland og Danmark spinner militærets arbejde som værende en slags humanitær indsats og udviklingsarbejde.

”I Europa bliver resultatet, at vi taler om militære indsatser, som handlede det om udvikling eller humanitær nødhjælp eller stop folkemord eller et eller andet, som ikke har noget med krig at gøre. Det er fint nok, men når du så går i krig, så har du et skift mellem, hvad du gerne vil gøre, og hvad du gør. Det er altid et dårligt sted at være,” siger Sten Rynning, om Europas måde at føre udenrigspolitik på.

Rusland frygter for sin egen overlevelse

Ikke nok med, at vi i Europa har et idealiseret billede af, hvad krig er for en størrelse, så er vores militærinstrument også rustent. Vi har lige nu tre-fire tungt udrustede amerikanske brigader udstationeret i Europa (antallet afhænger af rotationer). USA ligger som det helt afgørende frontelement i den europæiske konventionelle afskrækkelse mod Rusland.

”Hvis du trækker de amerikanske brigader væk, så ville det ikke se så godt ud. Der skal komme noget i halen af de fire brigader. Det kan europæere nok levere det meste af, hvis de havde viljen. Det er bare ikke afskrækkende som sådan, fordi det er rustent. Rusland kan nå at gøre en hel masse, før man kan nå at banke rusten af,” udtaler Sten Rynning om Europas chancer uden USA som frontfigur.

Men er Rusland den store trussel, som vi gør dem til? Ifølge Sten Rynning har vi en tendens til at personalisere vores fjender og gøre dem mere onde, end de er. Rusland er langt mere kompleks, end hvad fjendebilledet giver udtryk for, og Putins magt er mindre total. Det betyder dog ikke, at Rusland er mere uskyldig af den grund.

”Min egen læsning, og det, jeg har skrevet om, er, at Ruslands politik i bund og grund de senere år er defensiv. Regimet frygter for sin egen overlevelse. Jeg tror, at det offensive element bunder i noget ret defensivt. Jeg tror, vi ville få en langt mere frugtbar dialog, hvis vi lavede en aftale med Rusland om ikke at blande os i deres interne anliggender,” lyder det fra Sten Rynning.  

Der er tydelige gnidninger mellem Vesten og Rusland, men det betyder ikke, at vi er på vej mod en ny kold krig. Vi ser ikke den samme ideologiske konflikt som dengang, hvor det var liberalismen, der kæmpede mod kommunismen. Rusland er ved at skabe deres identitet igen og står alene over for en stærk alliance af de vestlige lande. Vi begynder først at se kolde krigs tendenser, hvis Rusland begynder at reetablere deres samfund med et stærkere ideologisk udgangspunkt. Hvis Rusland får samlet folket under en ideologisk fane og ekspanderer denne ånd til allierede eller omkringliggende lande, kan vi snakke om en kold krig 2.0.

Samtidig ser vi Vesten, der har forsøgt at udbrede sin liberale, demokratiske orden ud til alle de lande, det kan få øje på. En slags korsfærd, der ofte har store omkostninger og langt fra altid er succesfuld. Det har vist sig, at implementering af demokratier i lande med forhenværende autokrati er sværere end vores teoribøger har fortalt os.

”Det er især tydeligt, at når vi rammer Middelhavet, så er vi blevet meget pragmatiske. Vi synes nu, at det er langt bedre at have general Sisi end det muslimske broderskab i Egypten. Det lever vi med. Vi smed Gadaffi på porten, og vi har i stedet fået kaos. Så vi er generelt blevet total pragmatiske, når det gælder syd,” uddyber Sten Rynning.

Afslutningsvist lyder det fra Sten Rynning, at vores alliance med USA skal gå gennem de sikkerhedspolitiske apparater. Trump er Trump. Han råber op, er sin egen og ses med dem, han kan identificere sig med. Vi skal prøve at se, om vi ikke kan sætte en parentes omkring Det Hvide Hus i disse år.

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet OSR Morgen i Odense studenterradio.