Michael Baggesen Klitgaard: ”Vores scient.pol. uddannelse er ved at tabe terræn i forhold til Århus og København”

Hvor er vores høje ambitionsniveau for at være lige så gode som de andre scient.pol. uddannelser blevet af? Det spørgsmål får vi stillet af Michael Baggesen Klitgaard, professor MSO i Velfærdsstudier og Offentlig Politik på Institut for Statskundskab. Hans grundlæggende bekymring går på, om vi er opmærksomme nok. Opmærksomme på, at vi skal holde os oppepå tæerne hele tiden.

Michael Baggesen Klitgaard er en af de medarbejdere på instituttet, som har været ansat på instituttet i mange år. Han blev ansat i 2004, og dengang red Institut for Statskundskab stadig på begejstringen over, at man havde fået en statskundskabsuddannelse til Odense. Ambitionerne var høje. Selvom man vidste, at scient.pol. uddannelsen i Odense nok aldrig ville blive den største i landet, så skulle man i hvert fald være mindst lige så gode som de andre.

Nu er årene gået, og instituttet er vokset meget, men er ambitionerne og begejstringen fulgt med? Ifølge Michael Baggesen Klitgaard kan han ikke spore den samme ihærdighed for at være blandt de bedste nu, som han kunne tidligere.

”Min bekymring går på, om vi er gode nok til at vedligeholde vores scient.pol. uddannelse, eller om vi er ved at tabe eller har tabt terræn i forhold til Århus og København. Er vi opmærksomme nok på, at vi skal holde os inde i kampen og oppe på tæerne hele tiden?” udtrykker en bekymret Michael Baggesen Klitgaard.

Bekymringen begyndte at gro for et par år siden og blev forstærket, da han for nylig var evaluator på en ny uddannelse stiftet i Århus. En uddannelse, som hedder Offentlig politik og økonomi, der er en kombination af statskundskab og økonomi. Det vil sige, at der kommer nogle ud fra Århus universitet, som kan statskundskab på statskundskabsniveau og økonomi på økonominiveau. Arbejdsgiverne kan, ifølge Klitgaard, ikke vente på, at de bliver færdige.

”Den viden, jeg fik i forbindelse med den evaluering af det studie i offentlig politik og økonomi, det var, at der var en kultur, hvor der bliver arbejdet og knoklet hele tiden. Det kom til at stå i kontrast til, at jeg selv underviser i et fag, hvor jeg på en god dag kan trække halvdelen til at komme til undervisningen. Der, synes jeg, vi mangler noget. Vi skal kigge os selv i øjnene og se, om vi gør det godt nok,” udtaler en lettere frustreret Micahel Baggesen Klitgaard.  

 Det er en hård konkurrence

 Michael Klitgaard har gennem de sidste år som underviser oplevet, at der er opstået en ny kultur blandt de studerende på instituttet. En kultur om, at man ikke behøver at møde op til timerne, og at en del møder op uden at være tilstrækkeligt forberedte. Det er med Michael Baggens Klitgaards egne ord ikke et voldsomt imponerende fremmøde, han oplever, og det er et problem, hvis vi skal konkurrere med København og Århus.

”Når man så har fået et indtryk af, hvordan de studerende på den uddannelse i Århus knokler igennem, og hvad det er for nogle færdigheder, de kommer ud med, så synes jeg, vi skylder os selv at kigge hinanden i øjnene og se om vi gør det godt nok.”

Han oplever også, at de studerende deltager mindre i timerne. Det er ærgerligt, for det stiller i sidste ende de studerende dårligere end deres medstuderende på de andre scient.pol. uddannelser i landet.

”De studerende får en ringere uddannelse, end de ellers ville få. Man skal huske, at på det arbejdsmarked, man kommer ud på som scient.pol., er der en hård konkurrence med dem, som bliver uddannet i Århus og København,” lyder advarslen fra Michael Baggesen Klitgaard.

Segmenteringen har ødelagt koordineringen 

Det er nu ikke kun de studerende, som skal stramme sig an. Efterhånden som instituttet er blevet større, og der er kommet flere grene på stammen, er koordineringen mellem underviserne blevet forringet. Det har en effekt på uddannelsens samlede kvalitet.

”Det, der er sket med scient.pol. uddannelsen, det er, at de enkelte fag er blevet hæftet på nogle individuelle undervisere, som sidder i forskellige sektioner. Jeg tror, at den enkelte underviser stadig har de samme ambitioner, men vi har ikke længere den tætte, stærke koordinering, hvor vi holder hinanden op på, at vi skal huske at holde barren højt.” 

Den del af ansvaret, som ikke ligger på de studerendes side, ligger på medarbejdernes og instituttets. De skal sikre, at der bliver skabt en kultur om et højere ambitionsniveau, og at den bliver vedligeholdt. Der er en manglende organisering omkring statskundskabsuddannelsen. Årsagen er blandt andet, at de enkelte sektioner på instituttet alle har specialiserede masteruddannelser, som de har særlige interesser i. Det fokus, der er på disse uddannelser i kraft af den sektionsorganisering, der bakker dem op, findes ikke omkring scient.pol. uddannelsen.

”Instituttets medarbejdere skal sætte sig og finde ud af, hvordan vi får skabt en koordinering, der sørger for, at barren sættes så højt som muligt. Den der koordinationsmekanisme, hvor er den henne – den er der ikke længere, i hvert fald ikke i samme grad som før,” lyder opfordringen fra Michael Baggesen Klitgaard.

Der skal være en vilje til at ændre kulturen

Klitgaard siger, at han naturligvis har spurgt sig selv, om bekymringen måske bare er et udslag af, at han er ved at blive gammel og synes, at alt var bedre i de gamle dage. Han mener dog ikke, det kan være hele forklaringen.

Forleden talte jeg med en af mine unge kollegaer i en anden sammenhæng. Han sagde pludseligt, at det, der er problemet er, at vi ikke rigtig har noget intellektuelt miljø her på stedet. Vi mangler en kultur og nogle traditioner. Og den analyse er jo mere skræmmende i sin klarhed, end hvad jeg har tænkt,” udtaler Michael Baggesen Klitgaard.

Løsningen på problemet får vi ved at sætte os ned, både studerende og medarbejdere på instituttet, og blive enige om, at vi skal være mindst lige så gode, som de er andre steder. Vi skal bygge en organisation omkring vores uddannelse, som kan løfte opgaven. Der skal etableres faste traditioner, så vi føler os bundet sammen. Vi skal bakke op om instituttet og fejre, når der er færdiguddannede på bachelor, kandidat og Ph.d.-niveau.

”Selvfølgelig kan vi få ambitionerne op, men der skal være en vilje til det. I gamle dage var det en institutbegivenhed, når Ph.D.’erne blev færdige. Vi var der alle sammen, det er vi ikke længere Mens vi taler her, er der dimission på Agoraen, men hvor mange medarbejdere sidder dernede? Næsten ingen. Jeg mener, at alt, hvad der kan krybe og gå af medarbejdere, er forpligtet på at deltage. Det er sådan, man skaber en kultur og etablerer de traditioner, der hører til at skabe et sted, hvor man gerne vil være, hvor vi arbejder hårdt og dyrker det elitepræg, vi gerne vil hæfte på os selv. Vi svigter det, synes jeg, og det gælder også mig,” udtaler Michael Baggesen Klitgaard

Den gode nyhed er, at vi kan løse problemet. Det kræver, at vi sætter barren og ambitionerne i top, organiserer os stærkt om opgaven og arbejder indædt for at få den til at lykkes.  Den dårlige nyhed er, at det tager tid at se effekterne, fordi det handler om, at vi alle skal ændre adfærd og justere på nogle af vores dårlige vaner. Men gør vi ikke noget, bliver det heller ikke bedre, og så taber vi kapløbet med de andre, afslutter Michael Baggesen Klitgaard og understreger, at hans budskab er et fælles budskab til hele instituttet

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet OSR Morgen i Odense studenterradio.