Jens Lemb: Nej, Klitgaard, vi er ikke ved at miste terræn – men der er meget terræn at vinde!

Denne artikel, er et udtryk for Jens Lembs egen personlige holdning og ikke Skaberstaten.  

Skrevet af Jens Lemb

Siden Michael Baggesen Klitgaard den 25. oktober her i Skaberstaten ytrede sin kritik af uddannelsen i statskundskab på SDU, har mine tanker kredset om artiklen. Jeg må lovprise Klitgaards initiativer om øget koordinering mellem undervisere samt hans generelle ambitioner for fortsat at forbedre uddannelsen, men samtidig mener jeg, at en række af Klitgaards kritikpunkter af vores uddannelse er uberettiget og uden hold i virkeligheden. Klitgaards artikel tegner et nedslående og forkert billede af vores uddannelse, som jeg på ingen måder kan genkende efter mine foreløbige syv semestre som statskundskabsstuderende. Det kan ikke få lov til at stå alene!

Klitgaard spørger sig selv i sin artikel, om hans bekymringer måske er et udtryk for, at han er ved at blive gammel. Jeg har såmænd ingen frygt for, at Michael er blevet en gammel mand, men jeg frygter til gengæld, at hans kritik og bekymringer er et udtryk for en argumentation, som beror sig på et fejlagtigt grundlag.

Den øverste hylde

Jeg bifalder Klitgaards ambitioner om at sætte barren højt for uddannelsens faglighed, men jeg må samtidig gøre det klart, at Klitgaard på ingen måder er enestående i dét henseende. Jeg har i altovervejende grad oplevet tilsvarende ambitioner og engagement hos de undervisere, som jeg har mødt i de 20-something fag, som jeg efterhånden har fulgt. Jeg er blevet undervist af forskere fra den øverste hylde, der er kompromisløse omkring det faglige niveau i undervisningen.

Pærer og bananer

Klitgaard sammenligner vores uddannelse med AU’s Offentlig politik og økonomi. Jeg vil ikke ofre mange ord på at forklare, hvorfor det er problematisk at sammenligne så vidt forskellige uddannelser, for det giver nærmest sig selv, at man ikke kan sammenligne pærer og bananer, så i stedet vil jeg opfordre læseren til selv at besøge uddannelsens side på au.dk, hvor man under uddannelsens opbygning kan se, hvordan politologiske og metodiske færdigheder (og international orientering) nedprioriteres til fordel for økonomiske fag. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at AU’s nye dreng i klassen giver en eftertragtet profil, men det har ingen indvirkning på den stadige efterspørgsel, der er på statskundskabere.

Alt det Michael Klitgaard ikke ser

Klitgaard beskriver mig og mine medstuderende som uforberedte, ligesom han, i sin sammenligning af vores uddannelse med Offentlig politik og økonomi, insinuerer, at studerende på vores institut ikke lægger den fornødne arbejdsindsats i vores studier. Disse påstande bygger Klitgaard på, at han har oplevet et lunkent fremmøde til sine forelæsninger. Jeg erkender fuldt ud, at fremmøde er en stor udfordring, som der skal tages (særskilt) hånd om, men det er en voldsom fejlslutning at anvende fremmøde som enkeltstående indikator for studerendes arbejdsindsats og engagement i uddannelsen. Der foregår rigtig meget uden for Klitgaards forelæsningslokale, som han af gode grunde ikke er bevidst om.

Som studerende på 7. semester og instruktor de seneste fire semestre, har jeg en helt anden oplevelse af studerendes arbejdsindsats, end hvad Klitgaard beskriver på sit sparsomme grundlag. Jeg oplever studerende, som – foruden dagtimer i hverdagene – bruger aftener og weekender på læsesale, caféer og hjemme foran skrivebordet på at dygtiggøre sig. Uanset om jeg en onsdag aften eller søndag formiddag beslutter mig for at læse på et af de sædvanlige steder i byen, spotter jeg arbejdende grupper af statskundskabere, som jeg kan kippe med hatten til. Det fortjener hverken ros eller anerkendelse, for det er sådan set bare, hvad man kan forvente af studerende på en uddannelse som statskundskab, og samme beskrivelse er jeg sikker på kunne være brugt om studerende på KU og AU.

Dermed ikke sagt, at alle studerende forbereder sig tilstrækkeligt. Jeg har selvfølgelig også oplevet studerende, som simpelthen ikke bruger de timer, som studiet kræver, men det ville være forkert af mig at lægge disse personer til grund for en samlet vurdering af den generelle arbejdsindsats hos statskundskabsstuderende på SDU.

Endvidere ville jeg ønske, at Klitgaard kunne opleve, hvordan jeg oplever mig selv og mange af mine medstuderende. Jeg ville sådan ønske, at han vidste, at hvor meget selve dét at være statskundskaber er en konstituerende del af manges identitet og selvopfattelse. Selv når vi står på en tilfældig bar med en promille over ”ubetinget frakendelse af kørekortet”, diskuterer vi ofte politologiske problemstillinger – og vi har det sjovt med det. Hvis Klitgaard havde et sådant indgående kendskab til sine studerende, er jeg sikker på, at hans vurdering og karakteristik af os ville være markant anderledes.

Instituttets rige kultur

Klitgaard fortsætter med en kritik af manglende kultur og traditioner på instituttet. Den kvikke læser har måske allerede kunne fornemme, at min puls steg drastisk under læsningen af Klitgaards artikel. Det er cirka heromkring, jeg finder ud af, hvad min egentlige max-puls er. Nuvel, jeg medgiver, at vores institut måske ikke har de samme sagnomspundne traditioner som eksempelvis AU – et institut som har 35 år mere historik på bagsmækken end os – men at hævde en manglende kultur på vores institut er i min optik slet og ret forkert.

Over 80 studerende er aktive medlemmer af vores foreningsliv, som næsten ugentligt afvikler arrangementer for instituttets øvrige studerende. Dertil kommer den helt særlige kultur, som er, at ansatte og studerende deler hverdag på Agora. Dén kultur, som betyder, at jeg føler mig i øjenhøjde med mine undervisere, når jeg snakker med dem, og som gør, at jeg altid føler mig velkommen til at banke på en hvilken som helst kontordør og stille de spørgsmål, som jeg måtte have. Denne unikke kultur, herunder foreningslivet, vi har på vores institut, genfindes hverken på KU eller AU – og de misunder os for det. Sådan lyder det i hvert fald fra de af deres studerende, som jeg snakker med.

Hvad angår Klitgaards påståede haltende deltagelse ved ph.d.-forsvar på instituttet, som han anvender til at eksemplificere den manglende kultur, kan jeg desværre kun udtale mig på baggrund af de to forsvar, jeg selv har overværet: Der var fuldt hus begge gange.

Den hårde konkurrence

Jeg er fuldkommen enig med Klitgaard i, at vi er i hård konkurrence med statskundskabere fra AU og KU, og derfor skal vi konstant søge at forbedre vores uddannelse og gøre alt, hvad vi kan for at dygtiggøre os. Det gælder studerende såvel som ansatte. Samtidig skal vi dog afholde os fra at skabe et misvisende glansbillede af uddannelserne i København og Aarhus samt undlade at tage vores egen uddannelse for givet. I stedet for at gisne om, hvor gode de mon er andre steder i landet, bør vi gøre vores erfaringer selv. I mine egne samtaler med studerende fra KU og AU – senest i weekenden – overraskes jeg gang på gang over, hvor meget vores uddannelser ligner hinanden, og hvor ensartede vores udfordringer er. Jeg bliver dog først og fremmest overrasket over, hvor mange områder vi er bedst på. Hvad enten jeg fortæller om miljøet omkring vores institut, den visionære plan for den fremtidige kandidatuddannelse eller simpelthen bare om fag, hvor min faglige udvikling sker i dialog med mine undervisere, så mener jeg, at vi er milevidt foran de øvrige statskundskabsuddannelser.

nej, Klitgaard, vi er ikke ved at miste terræn – men der er meget terræn at vinde!

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet OSR Morgen i Odense studenterradio.