Syddanske Studerende står fast: Der har været studerende, som ikke turde stille op

Billedet er taget fra Syddanske Studerendes Facebook.

Stine Maach holder fast i sin udtalelse om, at der var studerende på Institut for Statskundskab, som ikke turde stille op for Syddanske Studerende. De pågældende personer må selv om at stå frem og Stine Maach har ikke mere at sige i sagen. Hun håber nu, at Syddanske Studerende og Agoralisten fremadrettet kan indgå i et produktivt samarbejde.

 Det er to uger siden, at universitetsvalgene blev afholdt, men snakken om valget og de opstillede lister løber stadig gennem de betonklædte gange. Tirsdag den 4. december kunne Skaberstaten berette om, at studerende fra instituttet ikke turde stille op for Syddanske Studerende til universitetsvalgene. Årsagen til det var, at stemningen blandt de studerende på instituttet var meget pro-Agoralisten. De pågældende studerende frygtede derfor, at de ville blive hængt ud, hvis de meldte deres kandidatur for Syddanske Studerende.

Billedet er taget fra Syddanske Studerendes hjemmeside.

”Der har været 3-4 studerende, som ikke har turdet at stille op, fordi de har frygtet at stille op imod noget, som de ikke vidste, hvad det var, og som muligvis var SiO. Vi holder stadig fast i vores udmelding. Det har ikke været en rar følelse at sidde med, og der er ikke blevet snakket særlig pænt til hinanden på instituttet,”udtaler Stine Maach, formand for Syddanske Studerende.

Stine Maach tilføjer derudover, at hun ikke har mere at sige i sagen og at hun håber på et godt samarbejde med Agoralisten. I forhold til de pågældende studerende må det være deres egen vurdering, om de har lyst til at stå frem.

”Jeg har snakket med Agoralisten, og de er også opmærksomme på det. Det er ikke noget, vi har tænkt os at gøre mere ud af. Af hvad jeg har hørt af, anerkender de, at det ikke var en særlig smart måde at gøre det på i forhold til gennemsigtigheden,” lyder de sidste ord i denne sag fra Stine Maach.

Skylden ligger hos SDU

 Hos Syddanske Studerende ser man tilbage på valget med en lettere ærgrelse i blikket. Udover at foreningen tabte tre pladser, blev den samlede stemmeprocent også langt lavere end de 17 procent, man havde håbet på. Angående det er Stine Maach ikke i tvivl om, at SDU kunne have gjort langt mere for at informere de studerende om, at der var valg.

”Jeg tror, meget af skylden ligger hos SDU, der ikke har båret deres ansvar i forhold til at informere de studerende ordenligt om, at der var mulighed for at stille op, hvad det drejede sig op, hvilken indflydelse de her råd og nævn har, og hvilken indflydelse de studerende har. Jeg synes ikke, de gjorde det godt nok, og jeg synes, det er svært, når vi skal gøre arbejdet alene,” udtaler Stine Maach

I forhold til Syddanske Studerendes egen indsats, synes Stine Maach, at de har levet op til deres del af ansvaret. De var aktivt til stede under hele valget både morgen og aften og var ude i grupperum for at huske folk på at stemme.

”Der er nogen fra SDU, som mener, det er de studerendes ansvar at informere hinanden om, at der er valg, hvor vi mener, at der også ligger noget ansvar på SDU. Det er en kamp, vi skal have taget, og noget, vi skal have afklaret med SDU,” lyder det fra Stine Maach.

Hun erkender dog, at Syddanske Studerende ikke var andre steder i landet, hvor SDU også har studier. Der var ifølge Stine Maach hverken tid eller ressourcer for kandidaterne i Syddanske Studerende til at tage til for eksempel Kolding eller Slagelse, hvor SDU også har hjemme. De var imidlertid i løbende forbindelse med flere af deres kontakter fra de forskellige campusser gennem Facebook.

Deres konkurrenter fra Agoralisten, som er noget mindre og har færre ressourcer stillet til rådighed fra universitetet, var dog til stede på flere af SDU’s matrikler andre steder i landet.

Fremtiden ser stadig lys ud

Hvad fremtiden angår, håber Stine Maach, at de nu kan indgå i et produktivt samarbejde med Agoralisten. Begge parter har lagt valgkampen bag sig og vil nu gerne indgå i et godt samarbejde de næste to år. Der håbes på det bedste, men det kan selvfølgelig ikke afvises, at stridsøksen bliver gravet op om to år, når der igen er valg.

Nu har begge lister brug for ro til at omstrukturere sig. For Syddanske Studerende betyder det, at de skal omstrukturere deres forretningsudvalg. Valgresultatet har betydet, at de ikke har de samme ressourcer til rådighed, da de i stedet går til Agoralisten.

”Vores drift bliver enten mindre eller anderledes struktureret. Vi har en masse frivillige heroppe, som virkelig brænder for at gøre en forskel. Det kommer ikke til at stoppe os fra at lave det arbejde, som vi laver i dag. Vi kommer til at kæmpe alt, hvad vi kan for at levere lige så mange ting, som vi har leveret frem til nu,” udtaler Stine Maach.

Drømmescenariet for Stine Maach er, hvis man kunne lave en fællesliste ude på det Samfundsvidenskabelige fakultet, ligesom man har gjort på det Tekniske og Naturvidenskabelige fakultet. Her forestiller hun sig, at Agoralisten kunne danne grundlag for det, så man kunne få nogle flere end kun statskundskabsstuderende til at repræsentere de studerende på samf. Om Agoralisten bliver det fællesråd, må tiden vise.

The following two tabs change content below.

Mads Vikkelsoe

Studerer Statskundskab på Syddansk universitet i Odense. Redaktør på Skaberstaten og radiovært på morgenprogrammet OSR Morgen i Odense studenterradio.