Kronik Nyt Opråb fra studerende Politik Studiemiljø undervisning

Mathias Johansen: Vi har en pligt som studerende og som statskundskabere til at slå hælene i, stoppe op og tænke os grundigt om

Denne kronik er skrevet af læseren Mathias Johansen. Denne kronik repræsentere hverken Skaberstaten, eller institut for statskundskabs holdninger. Dette er udelukkende forfatteren til kronikkens holdning.

Verdensmålene er fantastisk ambitiøse – men SDU skyder helt ved siden af

”Mathias, hvordan kan du dog være imod verdensmålene – hvad er problemet med at tage ansvar?” Det er efterhånden en hyppig reaktion, jeg får, når jeg sukker dybt efter at have passeret hovedindgangen til biblioteket og de store verdensmåls-papfirkanter. Og det korte svar er, nej – jeg er ikke imod verdensmålene, og der er absolut intet i vejen med at tage ansvar. Verdensmålene og deres individuelle delmål er i deres formuleringer så vage, at selv de værste diktaturer og despoter uden tøven kunne tilslutte sig. Man skal spejde længe efter formuleringer som ”ytringsfrihed”, ”forsamlingsfrihed”, ”presse- og trykkefrihed”, ”sikring af privat ejendomsret” og endnu længere efter udkast til konkrete institutionelle udformninger, der skal sikre mennesker en retfærdig rettergang eller frigørelse af de millioner af kvinder, der lever i reel undertrykkelse. Det er altså svært – for ikke at sige umuligt – ikke at kunne erklære sig enig verdensmålenes hensigtserklæringer.

SDU ønsker at være Danmarks ”første bæredygtige universitet”, ”gå all-in” på FN’s verdensmål og ”have fokus på, at vores forskning og uddannelse skal være relevante”. Umiddelbart lyder det meget elegant og inspirerende, men når der kradses lidt i overfladen, afslører der sig et helt andet billede. Det er ikke andet end karakterløst, ”smart-i-en-fart” bullshitlingo. Hvis der er noget man som statskundskaber er trænet i at spotte, så er det netop karakterløst bullshitlingo, som man er vant til at skrive stolpe op og stolpe ned af. Bare for at nævne et eksempel, så vil man på SDU nu oprette 17 intetsigende 1-årige masteruddannelser, som hver skal afspejle et af de 17 verdensmål. Msc. LivetPåLand… Tag lige det ind, og fortæl mig det ikke er bullshit. Heldigvis kan vi som studerende på SDU trøste os med, at de nye pseudomasters skal vurderes af Undervisnings- og Forskningsministeriets rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser. De betoner, hvordan nye uddannelser og nye udbud tydeligt skal opfylde et behov i det danske samfund, som ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af eksisterende uddannelser. Øv! Der stikker uddannelserne på det naturvidenskabelige fakultet nok en kæp i hjulet på Msc. LivetPåLand. Og som rådet også betoner, så behøver ændrede behov på arbejdsmarkedet ikke nødvendigvis give anledning til oprettelse af helt nye uddannelser. Udbuddet kan i forvejen være vanskeligt at gennemskue for uddannelsessøgende og ikke mindst for de virksomheder, der skal tage imod SDU’s alumner. Verdensmålsmaster’ne må vel sige at falde ind under den kategori. Et yderligere spørgsmål, der også trænger sig på: Forudsat masteruddannelserne godkendes, hvad sker der, når verdensmålene har nået deres ende i 2030? står man så bare tilbage med en værdiløs masteruddannelse i hånden?

Nu skal vi jo huske, at mit argument ikke antyder, at SDU slet ikke må bekende sig til FN’s verdensmål og tage verdens udfordringer seriøst. Tværtimod mener jeg, SDU bør tage det seriøst. Selvfølgelig skal der forskes i bæredygtighed og løsninger på verdens problemer, men SDU’s forsøg på at styre forskningen og forcere en udvikling oppefra, vil i min optik ikke lede til et bedre universitet – eller en bedre verden.

Lad os være ærlige – det handler om intentioner, ikke effekter

Men lad os dykke lidt længere ned i SDU’s tilslutning til FN’s verdensmål. SDU må vel have allokeret en pokkers masse midler til lige netop de forskningsgrupper, der rent objektivt vil have det største impact? Det må vel være det eneste, der giver mening fra et rent rationelt perspektiv. Ak, her må vi, der foretrækker seriøs handling, igen se os skuffede… Som studerende på SDU er det eneste konkrete, vi er blevet konfronteret med ift. verdensmålssatsningen pangfarvede PowerPoint slides, papfigurer, klippe/klistre verdensmålsfirkanter, nye studiekort med en fin SDG cirkel og verdensmålspins. Og ja, du læste rigtigt – klippe/klistre verdensmålsfirkanter… Biblioteket på SDU udleverer simpelthen forskellige klippe/klistre verdensmålsfirkanter til de studerende, som de kan sidde og stykke sammen. Hvis de er heldige, kan de måske samle hele sættet af de 17 verdensmål. SDU’s helt egen version af de pokémon-samlekort, som de fleste af os nok samlede på, da vi var små. Altså ikke ligefremt tiltag, der ”ruster de studerende til at svare på tidens og fremtidens globale bæredygtige udfordringer” eller rent faktisk udrydder fattigdom.

Alt dette leder mig til pointen med dette afsnit. Det handler ikke om at gøre noget, der har en reel effekt og rent faktisk gør verden til et bedre sted – det handler bare om at sige vi gør det. Man skal ikke have meget indsigt i den relevante samfundslitteratur på området, for ikke at sige bare bevæge sig rundt på SDU, før det bliver tydeligt, hvordan verdensmålssatsningen er et forsøg på at udnytte tidens fokus på de globale bæredygtighedsproblemer til at score en hurtig økonomisk gevinst. Det er et udtryk for rendyrket opportunistisk og økonomisk rent-seeking. SDU’s top-down verdensmålssatsning, som den pt. er formuleret skaber ingen konkrete resultater, ingen brugbar merværdi, og dem der skal betale bliver alle de studerende, der må se deres uddannelser omdannet til en flot broche.

At nedgøre så vigtige udfordringer til verdensmålspins, papfirkanter og flotte, nye studiekort er simpelthen ikke at tage de kolossale udfordringer verden står over for i de næste årtier seriøst.

Red verden i din egen fritid – ikke i min undervisning

Alt det ovenstående bringer mig til min sidste, principielle – og nok vigtigste – pointe. SDU vender sig mod alt, der hidtil har været kendetegnende for vestlige universiteter. Et universitet skal ikke være politisk. FN’s verdensmål er i deres natur et politisk budskab, der fremmer et bestemt perspektiv på verden. Selv om FN’s verdensmål kan være prisværdige, er der kun en sand rolle for universitetet som institution i samfundet: At fremme og udvikle viden og at udstyre de studerende til at gøre det samme. Når universiteter tilbyder sig selv som moralister eller politiske aktivister spiller de fallit på de deres sande formål. De bør i deres funktion udelukkende tilbyde sig som uvildige eksperter inden for bestemte emner og de metoder, der bruges til at analysere dem. SDU bringer med deres verdensmålssatsning et helt konkret politisk synspunkt ind i forelæsningslokalet og kommer direkte til – hvad end det er utilsigtet eller ej – at påvirke de studerendes politiske synspunkter. Og det er uagtet, om det er FN’s verdensmål, socialdemokratiets principprogram eller kristne dogmer. De der gør dette, vil ofte påberåbe sig den akademiske frihed, og det gør SDU så sandelig også. Men akademisk frihed i dens korrekte mening er friheden til at udføre den akademiske opgave, ikke friheden til at udføre en hvilket som helst opgave, som universitetet selv vurderer passende. Og kunne man i forlængelse forestille sig, at man i fremtiden ville erstatte FN’s verdensmål med en anden, mere dyster politisk formålserklæring? Det skal man i hvert fald være åben for, når man har skabt præcedens for det politiske universitet – også når den ikke spiller til egen fordel.

Hvis man ikke kan se problemet i et politiseret universitet, så behøver man ikke kigge længere end et andet universitet, der ligger øst for Storebælt, nord for Køge og vest for København. Det rimer på suk, hvis man stadig skulle være i tvivl. Det behøves ikke nævnes hvilke grundlæggende problematikker, der er ved at have et eksamenspapir fra et politiseret universitet. Det er ikke den udvikling jeg ønsker for SDU. Et universitet kan jo sagtens være bæredygtigt uden det bliver religiøst og skal ”gennemsyre alle beslutninger” eller semi-tvangsindlægge nye studerende til undervisning og introforløb centrerende sig omkring verdensmålene.

Men hvis man stadig er overbevist om, at de udfordringer (specielt møder jeg klimaproblematikken som modargument) vi står over for (jf. Greta Thunberg og andre dommedagsprofeter) kræver radikale, top-down løsninger, hvor SDU naturligvis skal gå forrest, så læs lige med her: Verdensbanken er af deres vedtægter påkrævet altid at investere i ”the lowest possible cost-option”. Her kan det så fortælles, at siden oktober 2018 har verdensbankens vedkendt sig kun at investere i projekter til vedvarende energikilder, da omkostningerne for investeringsprojekter i vedvarende energikilder nu ligger under prisen på kul. Det tegner altså et billede af, at den globale energiudvikling er på vej i den rigtige retning. Mon det så kunne forestille sig, at SDU’s ”oppefra-og-ned-logik” er overflødig? Måske markedet –  altså: befolkningen, de studerende og SDU’s forskningsgrupper – finder løsninger af sig selv, nedefra.

The following two tabs change content below.