Nyt

Månedens Holdning: Kunsten at sige ”pyt” i kor

Af Frederik Bast Phillip, årgangsrepræsentant 3. semester. Denne Artikel udtrykker hverken institut for statskundskab eller Skaberstatens holdninger. Denne artikel er udelukkende skribentens egen holdning.  

Stress, travlhed og det at være presset fylder umådeligt meget i samfundsdebatten i dag, og som unge og studerende kan det med rette påstås, at vi befinder os i orkanens øje. Med tårnhøje forventninger og et pres fra alle sider kan dette næppe være konsekvent. Det er allestedsnærværende i samtlige aspekter af vores liv og dagligdag, og for nylig har vi i SIOs koordinationsudvalg på flere møder diskuteret det at være presset, det at have travlt og den generelle trivsel – særligt som den relaterer sig til de nye studerende, der her i efteråret har oplevet at stifte bekendtskab med det spirende voksenliv med en hidtil uoplevet frihed og det ansvar, der følger med. Tilrettelæggelsen af 1. semesters undervisning kan diskuteres længe og fortjener et indlæg for sig selv, så i nærværende vil fokus forblive på et mere generelt plan, når det kommer til at have travlt og være presset, stress og den generelle trivsel som studerende på en videregående uddannelse. 

Der ønskes i nærværende indlæg at opretholdes en skarp skildring mellem den medicinske diagnose stress, som der ER unge og studerende der bliver diagnoseret og behandlet for, og selvoplevet travlhed og pres for at nå det hele. Dette vil forholdsvist beskæftige sig med sidstnævnte, da det er vedrørende for langt flere studerende end dem, der er syge med stress. 

Presset på unge og studerende bliver der givet mange grunde til, ofte med en politisk slagside. 

Nogle sætter spot på, hvordan de sociale medier har ledt til øget selvbevidsthed og konstant sammenligning med hinanden. Det er afgørende at have de lækre Instagrambilleder med høje like-tal og det største LinkedIn-netværk med vigtige kontakter. Andre beskriver hvordan konkurrencestaten med sine klamme hænder i et jerngreb tvinger unges hoveder under vand – og med karakterkrav, fremdriftsreform og forventninger om akademisk excellence tvinger unge til at brænde lyset i begge ender. Det kan opsummeres som præstationspres og perfekthedskultur. Hvad der i sidste ende er udslagsgivende, vil jeg holde mig for god til at kloge mig på, for løsningerne er i mine øjne langt vigtigere. Og vi bør starte med de små ting som vi alle selv kan gøre i vores dagligdag. For uanset hvor i debatten vi står, ønsker vi at bevæge os i samme retning, hvor unge og studerende trives bedre. 

Jeg tror på, at vi skal vinde kampen mod præstationspres og perfekthedskultur i fællesskab, ved at vi hver især slår et slag for at komme forfejlede fordomme og myter til livs. Vi skal blive bedre til at snakke ærligt om vores nederlag og de gange vi kommer til kort, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at, at glansbilledet ikke er gavnligt, hverken for os selv eller hinanden. Jeg trorat kun et fåtal af os får læst alt pensum inden en forelæsning, hvis overhovedet inden eksamen, heller ikke denne skribent. I min læseplan benytter jeg konsekvent den røde overstregningstusch oftere end grønne. Det på trods af talrige deklarationer om ”at i denne uge får jeg styr på det”. Jeg ville ønske det blev retfærdiggjort af snorlige noter fra forelæsningerne, men disse bliver for ofte brugt på Facebook, eller undtagelsesvis på at skrive nærværende indlæg. Heller ikke karakterbladet er prangende, og jeg må blankt erkende at jeg aldrig forstod Metode 2 – hvilket i sig selv er tragisk når Metode-ekspertise er den ene konkrete ting vi tager med os fra denne institution, udover eksamensbeviset altså. Jeg trorat det er en oplevelse mange af mine medstuderende deler, og det er der ikke noget skamfuldt eller ufint over. Det er svært at nå det hele, forstå det hele og klare sig godt i det hele, og nogle gange er det helt fint. Pyt.  

Dette skal ikke læses som en devaluering af den flotte præstation, den akademiske dygtiggørelse og de der får flotte karakterer. Tværtimod er det en påmindelse om, at studiet er blot et element af vores hver især komplekse liv. Det er afgørende at huske, at det ikke er liv og død. Livet går videre, også efter en dårlig Metode 2karakter eller dårlige like-tal på det feriebillede, man brugte en halv formiddag på at iscenesætte.  

For mig at se ligger løsningen lige for. Vi skal turde begå fejl, og vi skal være modne nok til at lære af dem, når vi snubler nedad livets snoede landevej. Vi skal være gode til ikke at snakke travlheden og pres op, for objektivt må det blot erkendes, at vi aldrig har mere tid til at tage det roligtend vi har i vores studieår. Vi må holde os for gode til at udvande den medicinske diagnose stress ved at blande det sammen med den travlhed der er en naturlig del af at blive voksen. Det er vigtigt at stoppe op og nyde, at vi har det enorme privilegie at beskæftige os med et fag vi alle brænder for, politologien. Vi skal turde trække på skuldrene og sige pyt.  

De to ting står i min optik ikke i opposition til hinanden, for det er elementer der komplementerer hinanden. Kun hvis vi er i stand til at sige pyt, kan vi holde til at blive ved med at begå fejl. Kun ved at begå fejl lærer vi om vores stærke sider og mindre stærke sider. Og kun ved at kende dem, kan vi finde ud af hvad det er, at vi hver især er dygtige til, så vi kan leve meningsfulde studie- og arbejdsliv. 

The following two tabs change content below.

Silas Lønborg