Når toppen altid har ret

News Oresund
News Oresund

Staten analyse af Nanna-Katrine Lange
Nagra14@student.sdu.dk

Tirsdag den 13. oktober mistede Dansk Folkeparti et EU-parlamentsmedlem. Rikke Karlsson valgte at forlade partiet, efter at hverken Morten Messerschmidt eller DF’s ledelse i Danmark mødte hendes ønske om klarhed, omkring forbrug af EU-fondes midler, med forståelse.

Topstyring og karisma

Der hersker næppe tvivl om, at Dansk Folkeparti internt domineres af massiv topstyring. Hvis man ønsker medlemskab, må man først gennemgå en grundig screening, hvor der bl.a. tjekkes op på tidligere ageren på sociale medier, og hvis man som medlem føler behov for at kritisere DF uden for partilokalets fire vægge, forventes det, at man melder sit exit forinden – hvis dette undlades, må man regne med, at der ej går længe, før afskedigelsen fra ledelsen dumper ind ad brevsprækken.

Læs mere om DF’s topstyring her

Et andet karakteristisk træk ved det nationalistiske højreparti er dets tydelige frontfigurer. Her kan naturligvis nævnes Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Kristian Thulesen Dahl og ikke mindst Morten Messerschmidts, partiets – lige såvel som din, hvis man skal tro valgkampagnen i forbindelse med det seneste parlamentsvalg – mand i EU. Med den højeste procentdel (20%) af det samlede antal stemmer ved EU-valget i 2014 lever Messerschmidt uden tvivl op til sin position som højtrangerende partimedlem, og med sin karismatiske facon er han et godt eksempel på den personfaktor, der præger DF’s top – han er let genkendelig med sin lidt spraglede stil og blonde sideskilning, folkelig i sin kærlighed til dansktop, retorisk forståelig, når han formulerer sig, og er i besiddelse af en god bunke etos i form af sin jurakandidat.

Messerschmidt er altså en solid personlighed i Dansk Folkepartis inderste cirkel, hvilket nødvendigvis må betyde, at man ikke optjener popularitet hos partiets top, hvis man begynder at udpege fejl hos det EU-kritiske parlamentsmedlem. Men hvad med vælgerne?

I protest mod mørklæggelse

Tirsdag den 13. oktober offentliggøre Rikke Karlsson på sin Facebook-profil, at hun har valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti i protest mod partifællen, og kollega i EU-parlamentet, Morten Messerschmidt. Karlsson fortæller selv, at hun ikke kan stå inde for to europæiske fonde, som partiet er med i: Movement for a Europe of Liberties and Democracy (MELD) og Foundation for a Europa of Liberties and Democracy (FELD). MELD er en politisk alliance, hvor Messerschmidt sidder i bestyrelsen, mens FELD er en fond tilknyttet denne alliance. I foråret blev Karlsson bedt om at underskrive dokumenter, som skulle fastslå, at hun havde deltaget i fondenes møder, hvilket hun afviste, da hun på daværende tidspunkt end ikke var bekendt med sit medlemskab.

Karlsson forsøgte at få detaljeret indsigt i, hvorledes Messerschmidt har brugt midler fra EU-fondene, hvilket hun, efter eget udsagn, er blevet nægtet trods sit medlemskab. Hun har ligeledes bedt DF’s ledelse om hjælp til at afdække sagen, men uden resultat. Dermed følte Karlsson, at der er så stor ugennemsigtighed omkring, hvordan de to fondes midler bruges, at hun ikke længere kan stå inde for sin tilstedeværelse – hverken i fondene eller hos DF.

Læs mere her

Som følge af dette kaldte Messerschmidt Rikke Karlsson ”en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles, og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende”. Denne udtalelse mødte en del kritik; fx fra Berlingskes politiske kommentar, Thomas Larsen, som bl.a. beskrev den som ”lettere sexistisk”. Kort efter undskyldte Messerschmidt med, at Karlssons afgang kom som en stor overraskelse for den populære gruppeformand.

Læs mere her

Det er i forbindelse med sagen kommet frem, at EU-parlamentet i en intern rapport, fra august 2015, har kritiseret MELD og FELD for at bruge fondens penge på skødesløs manér, hvilket må siges at kunne være med til at retfærdiggøre Karlssons interesse i forbruget af fondes midler.

Læs mere her

En trussel mod succesen

Uanset hvordan man forholder sig til Dansk Folkeparti, samt de tilknyttede værdier, hersker der bred enighed om, at partiet kom gennem folketingsvalget i juni med rivende succes, hvor det overhalede Venstre og erobrede pladsen som Danmarks andetstørste parti. Hvis man ser på de seneste meningsmålinger fra oktober, forekommer det også klart, at vælgerbasen i høj grad står ved deres kryds, da alle målinger peger på mindst 37 mandater til partiet.

Se meningsmålinger her

Man kan derfor spørge sig selv om, hvorvidt Karlssons kritik af Messerschmidt, samt efterfølgende exit, har nogen reel betydning for partiets popularitet. Der er dog faktorer, som kan lægges til grund for et argument om, at DF-toppen bør være varesomme i deres behandling af partiets resterende medlemmer, hvis vælgerne skal blive.

 

Hvis man besøger Rikke Karlssons Facebook-profil, står det klart, at hun i løbet af det seneste stykke tid har erhvervet sig mere end 260 nye venner på det sociale netværk. Undersøger man profilen lidt nærmere, vil man opdage, at hendes DF-afskedsstatus har modtaget over 700 ”likes” og en strøm af positive kommentarer, hvor hun roses for sit mod og modtager støtte i sin mistanke om mørklægning af forbruget. Det er naturligvis ikke til at sige, om samtlige personer, der interagerer på Karlsson side, er DF-vælgere, men det kan klart formodes (og i mange tilfælde bekræftes igennem det, der skrives, eller ved et kig på folks profiler), at der er en stor andel af disse, som føler en tilknytning til partiet.

Dermed kan man godt tillade sig at påpege, at der sandsynligvis ikke er ubetinget støtte til Messerschmidt blandt partiets vælgere, og at der i hvert fald eksisterer et segment af disse, som ikke bryder sig om, når deres foretrukne partimedlemmer tales ned til på baggrund af uenighed med toppen.

 

Det kan ligeledes være af betydning, at DF’s succes må siges at være forbundet med den personfaktor, som knytter sig til de fremtrædende medlemmer. At DF kan kaldes et ”catch all-parti” vil der næppe være stor uenighed omkring, eftersom værdipolitik vægtes højt, imens ideologi træder kraftigt i baggrunden. Man kan argumentere for, at partiets store fokus på enkeltsager, og mangel på klar ideologisk baggrund, kræver, at der er tydelig synlighed omkring, hvad de fremtrædende medlemmer står for. Her kan peges på Morten Messerschmidts selverklærede kamp mod fråds og svindel i EU som en klar mærkesag.

Læs mere her

Når Karlsson beskylder Messerschmidt for ugennemsigtighed i forhold til brug af EU-fondenes penge, kan det – uanset hvad penge er blevet brugt på – skabe tvivl om Messerschmidts ståsted, og han kan klandres for at agere dobbeltmoralsk samt i strid med sine løfter. Et parti præget af personfaktor må, logisk set, have stor interesse i, at de fremtrædende personer er vellidte. Og Karlssons sag må siges at have medbragt en del negativ opmærksomhed omkring Messerschmidts karakter.

For Folket?

Endelig må man have in mente, at Dansk Folkeparti netop bestræber sig på at være for folket. Et parti, der ikke just bifalder finkulturelle tendenser, og der som udgangspunkt forsøger at henvende sig til den almene dansker, må umiddelbart formodes at komme i problemer, når Messerschmidt – en internt højtstående akademiker – er resultat i, at de folkelige repræsentanter forlader partiet i protest mod den ugennemsigtighed, som Karlsson – ifølge hende selv – kæmper imod. En lignende situation udspillede sig i 2011, hvor daværende EU-parlamentsmedlem Anna Rosbach også trak sig fra partiet og blev løsgænger i parlamentet.

Læs mere her

Sagen kan siges at fremstå som en klassisk David/Goliat-historie, hvor den lille tager kampen op imod den store, og betragter man DF udefra fremstår det relativt klart, at netop elitisme og arrogance over for de, som står lavere i hierarkiet, er forhold, som partiet ønsker at bekæmpe. Dermed kan man formode, at Messerschmidt, fra et vælgermæssigt synspunkt, faktisk forstærker noget, som den gennemsnitlige vælger er imod.

Dansk Folkepartis succes kan ingen se sig bort fra, men kan partiet fastholde den folkelig opbakning, hvis toppen, groft sagt, tillader sig at træde på folket?

Muligvis vil Messerschmidt/Karlsson-sagen gå i glemmebogen inden længe, men samtidig kan den betragtes som en dråbe i glasset, og hvis disse bliver ved at falde, oprinder formentligt en dag, hvor glasset er fyldt. Fra et vælgerperspektiv kan man på længere sigt spørge sig selv, om DF virkelig ønsker at agere den lille mands beskytter, eller om toppen domineres af profiler, som vender blikket ned og ser en masse bestående af forvirrede piger og drenge, som ikke ved, hvad der er bedst for dem selv.